23948sdkhjf

Nyt renseanlæg baner vej for biogas i Assens

Assens Kommune opfører nyt højteknologisk og energiproducerende renseanlæg. Med i planerne er også etableringen af et biogasanlæg.
Fremover vil Assens Kommune samle al borgernes spildevand på ét anlæg. Byrådet har netop besluttet at opføre et nyt, højtenologisk renseanlæg, og at nedlægge de nuværende otte anlæg.

I slipstrømmen på planerne om det nye renseanlæg følger planerne om etablering af et biogasanlæg.

- Det nye renseanlæg er med til at fremtidssikre, at vi som kommune kan håndtere vores spildevand som lovgivningen foreskriver, ligesom et eventuelt biogasanlæg vil understøtte mulighederne for at genanvende organisk husholdningsaffald, siger borgmester Søren Steen Andersen.

Energiproducerende anlæg
Renseanlægget kommer til at koste 200 mio. kr. og ventes at stå færdigt i 2018-2019.

- Det nye renseanlæg bliver ét af de mest højteknologiske anlæg i hele landet. Det renser spildevandet bedre og mere effektivt, end vi gør nu. Samtidig udledes der mindre CO2. Desuden vil anlægget være i stand til at håndtere flere vanskelige typer af spildevand. Det nye anlæg er samtidig så stort, at det giver mulighed for at producere energi i form af el og varme samt en eventuel opgradering af biogassen, der kan bruges som brændstof i biler, siger Hans Bjergegaard, formand for Assens Forsyning.

Han ser store perspektiver i mulighederne for også at opføre et biogasanlæg ved siden af renseanlægget.

- Det vil give mulighed for at omsætte husholdningsaffald til biogas og derved muligheden for at producere endnu mere energi. Jeg håber derfor, at Byrådet senere beslutter at opgradere renseanlægget med et biogasanlæg.

Projektet er i foroffentlighedsfasen frem til den 9. februar 2016.

Fakta
  • Anlægget får en kapacitet på 100.000 PE (personækvivalenter).
  • Der er mulighed for at udbygge renseanlægget med en industrilinje på 50.000 PE.
  • Renseanlægget står færdig i 2018-2019. Afhængigt af om anlægget udbygges med et biogasanlæg, vil hele anlægget stå færdigt i 2022.
  • Biogasanlægget kan håndtere husholdningsaffald og kan udbygges til også at kunne håndtere gylle. Et biogasanlæg er en stor fordel i forhold til at genanvende organisk husholdningsaffald. Anlægget producerer biogas, der efterfølgende kan udnyttes til el og varme eller opgraderes til brændstof.
  • Fuldt udbygget anslås anlægget at omfatte et samlet areal på 7,5 ha (75.000 m2).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11