23948sdkhjf

Dansk energipil finder sin plads i udlandet

Umulige vilkår for energipil i Danmark har fået Ny Vraa Bioenergi til at sætte kurs mod fjernere horisonter. - Vi har svinget hele skuden rundt og det har været hårdt, fortæller direktøren.
Allerede for et år siden kunne Henrik Bach fra Ny Vraa Bioenergy fortælle, at man så småt var begyndt at skele til udlandet. Tarvelige vilkår og for megen flaksen rundt rent lovmæssigt levnede ikke mange chancer for energipilen i Danmark.

Den situation har ikke ændret sig, og derfor har Ny Vraa Bioenergi udstukket en helt ny kurs.

- Før havde vi stadig troen på det danske marked, men nu har vi simpelthen vinklet vores fokus på eksport. Vi har så at sige svinget hele skuden rundt. Det er en hård omgang at dreje væk fra det danske marked, fortæller Henrik Bach til Energy Supply.

Mange nye markeder
Eksportfokuset betyder, at Ny Vraa Bioenergi nu har hele verden som sin arbejdsplads.

- Vi er kommet med på en række store udenlandske projekter. Vi er med på et i Irland, hvor der bygges et varmeværk og en pillefabrik baseret på energipil. Her skal vi levere plantemaskiner og plantemateriale, fortæller Henrik Bach.

Også Ukraine, Finland og de baltiske lande er markeder, hvor vilkårene, for at dyrke og anvende energipil som brændsel, er meget bedre end i Danmark.

- De udenlandske projekter har en karakter af, at der er pondus og en vision bag. Politisk støbte rammebetingelser, og hvor man ikke afhængig af støtte. De driftes på markedsøkonomiske betingelser, forklarer Henrik Bach om fordelen ved at drive virksomhed i udlandet.

På spring
At fokus er flyttet uden for landets grænser, betyder ikke, at Henrik Bach og Ny Vraa Bioenergi helt har vendt Danmark ryggen. Virksomhedens plante-maskiner produceres fortsat i Danmark og udviklingen af høst-maskinerne foregår også på dansk grund – om end de produceres i Brasilien.

- Vi er klar til at slå til herhjemme, skulle muligheden byde sig, men jeg har ikke store forventninger til det. Situationen har ikke ændret sig til det bedre, efter vi har fået ny regering. Jeg har ikke set noget, der har imponeret mig endnu, men det kan jo komme, siger Henrik Bach.

Et af de projekter, som helt klart skal hives frem fra skuffen, når og hvis Danmark igen kan levere rimelige vilkår for energipilen, er projekt træpiller på pileflis. Ny Vraa Bioenergi har testet en produktion og afbrænding af træpiller baseret på energipil. Teknologien er derfor på plads - ikke desto mindre har projektet lange udsigter.

- Med den historisk lave oliepris kan det ikke betale sig i øjeblikket at arbejde videre med projektet. Det kniber også stadig med at få varmeværkerne med på det her. Så det bliver nok hverken i 2016 eller 2017, siger Henrik Bach.

Spin-off på energipil
Ny Vraa Bioenergy er ikke bange for at prøve nyt og derfor har man også i forbindelse med arbejdet med energipil fundet en lidt utraditionel afsætningskanal for sin energipil eller i hvert tilfælde ekstrakten fra energipilen.

- Vi har simpelthen lavet en spin-off-forretning på kosmetik. Ekstrakt fra energipilen kan anvendes i kosmetik, shampoo og cremer. Vi sælger til producenterne, men vi har også vores eget privatelabel, som vi sælger via vores firma Salixin og dennes webshop, fortæller Henrik Bach.

- Det falder meget godt i tråd med vores motto "Pil er for godt til at brænde af", slutter han med et smil.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078