Varmepumpe øger produktionen hos Forsyning Helsingør
Ny varmepumpe øger produktionen på Helsingør Forsynings flisanlæg med 15-20 procent.
I alt er produktionen fra flisanlægget forøget med 15-20 procent, siden pumpen blev sat i drift i maj 2015.
- Vi forsøger hele tiden at få mere energi ud af centralen til gavn for vores kunder. Og kan vi gøre det for en langtidsholdbar investering, er det endnu bedre. Samtidig vil vi gerne gøre en indsats for klimaet. Det gjorde vi, da vi sin tid begyndte at fyre med træflis. Og det gør vi nu, hvor vi får mere ud af varmen, udtaler Per Tærsbøl, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.
Den nye varmepumpe er en såkaldt absorptionspumpe, der henter varmegevinsten ud ved at køle røggassen fra forbrændingsprocessen. Tidligere lå temperaturen på 48-55 grader. Nu er den reduceret til 20-30 grader, når den forlader skorstenen.
Anlægssummen for absorptionspumpen er på seks mio. kr. og forventes betalt tilbage i løbet af fire-seks år som resultat af bedre brændselsøkonomi.