23948sdkhjf

Jobbet er spækket med energi

23-årige Signe Munch tager en del af sin uddannelse hos danske BWSC, som udvikler og bygger kraftværker overalt i verden.
Der står automation, flow og regulering på arbejdssedlen hos 23-årige Signe Munch, som lige nu er i praktik hos BWSC i Allerød.

Hun uddanner sig i øjeblikket til diplomingeniør på DTU på elektroretningen, og hun er en af de studerende, der har søgt en vej, hvor industriel automation er nøgleordet. Det er det hos BWSC, der udvikler, bygger og driver kraftværker overalt på den globale scene med speciel høj aktivitet i Storbritannien og base i Allerød nord for København.

Her har Signe Munch været i praktik siden august, og hun skal i alt bruge 20 uger af den tre og et halvt år lange uddannelse i virksomheden.

Det har indtil videre været en stor succes.

- Det er meget spændende, og det er interessant, at jeg får lov til at være så meget med i udvikling af projekterne, siger Signe Munch, som lige nu er koblet op på flere forskellige opgaver på de kraftværker og sites, som BWSC aktuelt arbejder på.

Derudover er hun i gang med et konkret projekt, der skal forsøge at fjerne halmrester fra de bånd, som transporterer halmballerne ind i skære- og forbrændingsprocessen.

Biomasse-anlæg
Helt konkret er Signe Munch i gang med en programmeringsopgave på et halm- og flis fyret biomasseanlæg i Brigg i England. Opgaven er at implementere en løsning, hvor man kan kontrollere sektioner af det kørende anlæg via betjening fra en trådløs Tablet, mens man bevæger sig rundt på værket i stedet for betjening via traditionelle kontroltavler.

- Det er tonstunge halmballer, der skal ind i oprivningsområdet, inden de ryger videre til selve forbrændingen. I dag en proces operatøren i fejlsituationer styrer via traditionelle knapper på et kontrol panel, det er det, vi lægger over på en tablet, fortæller Signe Munch og uddyber:

- Fordelen er, at operatøren kan gå rundt omkring anlægget og dermed få bedre overblik over processen, operatøren bliver mobil.

Stort ansvar

Det er Henrik Strøberg, som er Signe Munchs chef.

Han er chef for den afdeling hos BWSC, der har ansvar for alt el og Control på de kraftværker, hvor BWSC stort set altid er hoved- eller totalentreprenør, ofte medinvestor og medudvikler og også kan fungere som driftsoperatør.

Og det er med rolig hånd, at chefen har givet den kommende diplomingeniør ansvar for et projekt, der rækker ind i hjertet af et kørende kraftværk.

- Det er klart, at sådan et projekt på sigt kan bruges flere steder på andre sites, og derfor er det et vigtigt projekt for os. Det vil spare hardware og give et grafisk overblik over de linjer, der kører halmballerne ind i anlæggene, siger Henrik Strøberg, der oplever høj standard hos de ingeniør-praktikanter, der kommer i virksomheden.

- Vi har ofte flere ansøgere, og så tager vi en samtale med praktikanterne, som også kommer gennem en test i HR-afdelingen. Det fungerer rigtig godt, og vi ansætter ofte de praktikanter, vi har haft, når de færdiguddannede. Der er stor gevinst ved at ansætte praktikanter, siger Henrik Strøberg.

BWSC har sine rødder i B&W og blev i 1980 etableret som et selvstændigt selskab med henblik på at udvikle kraftværker.

Virksomheden ejes i dag af japanske industrigigant Mitsui.

BWSC har hovedkvarter i Allerød i Nordsjælland.

Virksomheden er global aktør inden for udvikling, opførelse og drift af kraftværker baseret på diesel, biogas og biomasse.

BWSC har gennem de seneste 30 år leveret mere end 175 kraftværker til 53 lande.

BWSC beskæftiger lidt over 350 mennesker i Allerød og 600 i alt inkl. sites i udlandet.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078