23948sdkhjf

15 tons fjernvarmerør svejses på Bryggen

Wicotec Kirkebjerg tumler i øjeblikket med 72 meter lange og tonstunge rørsektioner - og etablering af ny hovedforsyningsledning langs hele Islands Brygge.
Presset på fjernvarmenettet på Amager er stigende. I Ørestaden bygges der stadig, og Islands Brygge udvides fortsat med mange nye boliger. Det betyder, at der løbende kobles flere og flere forbrugere på Hofors fjernvarmenet.

Derfor etableres der langs havnefronten på Islands Brygge en ny hovedforsyningsledning. Ledningen kobles i den ene ende til fjernvarmenettet, der løber i den nye fjernvarmetunnel under Københavns Havn og den anden ende forbindes den til nettet i Ørestaden.

Udfordres på dimensionerne
Hele entreprisen udføres af Wicotec Kirkebjergs fjernvarmeafdeling med to svejsere i spidsen. Ordren er langt fra den største af sin art for selskabet.

- Vi laver større fjernvarmeopgaver end det her, men lige her er vi udfordret på logistikken og dimensionerne, fortæller Hanne Beier fra Wicotec Kirkebjerg.

Entreprisen er nemlig kompliceret af de bymæssige og trafikale forhold samt jordforholdene i nærhed af havneløbet.

Jordens høje vandindhold betyder blandt andet at man har valgt at svejse alle rør på gadeplan. Fjernvarmerørene svejses således sammen til 72 meter lange og 15 tons tunge sektioner, der efterfølgende trækkes ned i jorden.

Aften-arbejde
Rørarbejdet tager meget plads og forstyrrer naturligt trafikken på Islands Brygge, imens arbejdet står på. Derfor er arbejdet også planlagt efter en meget stram tidsplan. Fra levering af rør, går der blot en uge til rørene er sammensvejset, har gennemgået røntgen, er muffet og kan trækkes på plads i jorden. Desuden har man taget aftenerne i brug.

- Netop arbejdet med at trække rørene i jorden gennemføres om aftenen for at genere trafikken mindst muligt. Det kræver to store kraner, der flyttes en lille bitte smule af gangen på hver side af rørsektionen, og som så trækker røret i jorden en lille bid ad gangen, fortæller Hanne Beier. Hun estimerer at det tager tre til fire timer at trække bare én rørsektion i jorden.

Wicotec Kirkebjerg bliver færdige med arbejdet inden jul, og i det nye år påbegyndes en tilsvarende entreprise fra Drechselsgade og langs med havnefronten, der skal videreføre og fortsætte ledningsarbejdet.

WIcotec Kirkebjerg har mere end 150 timelønnede, 30 ingeniører og projekt- og entrepriseledere beskæftiget med alle former for fjernvarme i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094