23948sdkhjf

Når uheldet er ude

Mammoet Wind transporterer tonstunge vindmølledele rundt på de danske landeveje - og det indebærer visse risici
En tidlig morgen i oktober sad Brian Aaen Frandsen, SHE-Q (Safety, Health, Environment and Quality) direktør hos Mammoet Wind, og fik sin morgenkaffe. Så ringede telefonen.

- Jeg tænkte, det er løgn. Jeg tror også, jeg spurgte, “tager du pis på mig?”. Men den var desværre god nok, siger han.

Én af Mammoet Winds vindmølletransporter var forulykket ved Det Nationale Testcenter for Vindmøller i Østerild i Thy. En blokvogn med et stålrør, der skulle udgøre tårnet til en vindmølle, var væltet i grøften.

Trækkeren blev heldigvis stående på vejen, og der skete ingen personskade ved episoden.

Grundig undersøgelse

Straks gik undersøgelserne i gang, fortæller Brian Aaen Frandsen:

- Vi starter med at se på forholdene. I det her tilfælde var vejen i orden og der var ingen vind, der kunne gå ind og påvirke. Chaufføren blev rutinemæssigt testet for alkohol, og han var ikke påvirket. På den måde udelukker vi nogle ting og kommer frem til, at det må være en betjenings- eller equipmentfejl.

Herefter foregik et større arbejde med at tjekke udstyret, især tredjepartsudstyret, hvor der ganske rigtigt viste sig at være et problem med hydraulikken. Da transporten kom til indkørselsvejen til testcentret, kunne hydraulikken ikke justeres i hverken den ene eller den anden side, og så begyndte det at skride.

Den 39 meter lange og 130 tons tunge last lagde sig i grøften. Et par dage senere kunne røret løftes op af grøften, placeres på en ny blokvogn og fragtes det sidste lille stykke til sit bestemmelsessted.

At lære af uheld

Men selvom uheld som dette kan kaste en skygge over et ellers vellykket projekt, holder Brian Aaen Frandsen fat i, at det er vigtigt, at man tager en læring med sig derfra.

- Det er ærgerligt for producenten og modtagerne, hvis der sker skader på delene, så man skal tage tid til at gøre det sikkert, og det har vi stor fokus på, siger Brian Aaen Frandsen, og fortsætter:

- Når der sker uheld, så skal vi lære af det. Og pengene må aldrig komme før sikkerhed, det er der opbakning til helt oppe fra hjørnekontoret, og det gør mit job meget nemmere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099