23948sdkhjf

Den nordiske elbilbestand runder 85.000

Den nordiske elbilbestand runder 85.000 i Q3 af 2015. Samtidig har Danmark oplevet det bedst sælgende kvartal nogensinde.
Den samlede nordiske bestand af elbiler er godt på vej mod de 100.000. Det viser den netop publicerede udgave af branchepublikationen Insero Quarterly, som præsenterer den seneste udvikling inden for salget af elbiler i de nordiske lande. Med et tredje kvartal, som endnu engang så salget i Norden runde 10.000 solgte elbiler, er den samlede bestand af elbiler i Finland, Sverige, Norge og Danmark nu over 85.000 elbiler – en stigning på 63% i forhold til 2014. Det samlede antal elbiler forventes at runde 100.000 i løbet af første kvartal i 2016.

- 100.000 elbiler er en vigtig milepæl, som for bare få år siden virkede urealistisk. Det fortæller, at elbilerne har fået et solidt fodfæste på det nordiske marked. Det betyder samtidig, at vi nærmer os en situation, hvor elbiler udgør 1% af den samlede bilbestand i Norden, forklarer konsulent i Insero E-Mobility, Søren Bernt Lindegaard.

Norge fortsat i førersædet
Elbilduksene fra Norge står fortsat for imponerende fire ud af fem solgte elbiler i Norden – det på trods af et kvartal som viste de laveste salgstal indtil nu i 2015. Sverige og Finland har ligeledes oplevet en tilbagegang i salget i forhold til tidligere kvartaler, hvorimod Danmark har oplevet det bedst sælgende kvartal til dato.

Det ubetinget mest populære elbilsegment på tværs af Norge, Sverige, Finland og Danmark er C-segmentet, hvor VW e-Golf, BMW I3 og Nissan Leaf er de bedst sælgende modeller. Særligt VW e-Golf trækker et stort læs med over 2.000 solgte elbiler i tredje kvartal – en stigning på næsten 100% i forhold til samme periode i 2014. Det forventes, at salget vil fortsætte med at stige i de kommende måneder, hvor også Nissan Leaf har annonceret en opgradering af deres batteripakke.

I midten af tredje kvartal kom der en afklaring på den danske udfordring med elbilernes fritagelse for registreringsafgiften, som eller stod til at udløbe ved udgangen af 2015. Frem for at forlænge den nuværende afgiftsfritagelse yderligere, har den danske regering besluttet at indfase elbilerne i det nuværende registreringsafgiftssystem frem mod 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08