23948sdkhjf

Hofor krydser fingre for oprensning

Det er svært at spå om udfaldet af oprensningen af den ene borehul på geotermianlægget på Amagerværket. Hos Hofor håber man på det bedste.
I slutningen af august ankom en borerig til geotermianlægget på Amagerværket. Den skulle oprense det ene af to borehuller, som var stoppet til.

Boreriggen har kørt i en måned og er undervejs stødt på et par overraskelser i form af radioaktivt slam og bly, men planlægningschef Charlotte Søndergren fortæller, at trods ekstra-arbejde med at skaffe det radioaktive slam og bly’et af vejen på en reglementeret og sikker måde, så skrider oprensningen planmæssigt frem.

- Vi er godt halvvejs og har en måned tilbage. Og hverken tidsplan eller økonomien er skredet – og det tror jeg heller ikke det kommer til, selvom der selvfølgelig skal afsættes både tid og penge til at bortskaffe det radioaktive slam og bly’et. Men jeg kan selvfølgelig ikke afvise at budgettet skrider, siger hun til Energy Supply.

Eftersom geotermianlægget på Amagerværket er et demonstrationsprojekt er der i budgettet afsat midler til uforudsete hændelser.

Worstcase-scenario
Selvom man kun er halvejs og det endnu er alt for tidligt at sige noget om udfaldet af oprensningen, så kan Charlotte Søndergren ikke lade være med at gøre sig sine tanker.

- Det værste ville være at vi ikke finder årsagen til, at røret er stoppet og anlægget kun kører for halv kraft. Eller at det fungerer fint i kort tid for så at køre på halv kraft igen, siger hun og tilføjer:

- Det skal bare fungere. Vi vil gå meget langt for at få det til at fungere og den her oprensning, det er et meget langt skridt.

Hun understreger dog over for Energy Supply at man ikke nødvendigvis vil lukke projektet, såfremt oprensningen ikke giver det ønskede resultat.

Efterlyser erfaringsbank
For parterne bag geotermiværket VEKS, CTR og Hofor ville det have været lettere, hvis man havde haft en masse danske geotermierfaringer at trække på. Men desværre er der pt kun tre anlæg i Danmark, hvoraf de to ikke kører efter planen - og der ser ikke ud til at komme flere i nær fremtid.

- Det er så ærgerligt at den nye regering laver de stramninger, som de gør. Den læring, som skulle komme af en stor bunke anlæg, bremses jo, siger Charlotte Søndergren og tilføjer:

- Vi havde jo håbet at der ville komme en masse anlæg som kunne danne en erfaringsbase for geotermien.

Men nu må Hofor gøre sig sine egne erfaringer. Foreløbigt må man pænt vente til resultatet af oprensningen foreligger om en måned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078