23948sdkhjf

Varmeplan bremser biomasseværk

Skanderborg-Hørning Fjernvarme har netop fået udsat behandling og godkendelse af sit 30 MW biomassefyrede fjernvarmeværk i seks måneder. Årsag: Ny varmeplan.
Fjerde punkt på dagsordenen onsdag den 7. oktober 2015 for byrådet i Skanderborg Kommune lød:
- Godkendelse af projektforslag for nyt 30 MW biomassefyret varmeværk
- Projektet har efter nye beregninger været i offentlig høring igen. Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer af projektet, som skal godkendes.

En formulering, der ikke umiddelbart vækker bekymring og usikkerhed om resultatet. Ikke desto mindre blev udfaldet af en afstemning på byrådsmødet, at projektet blev udsat i yderligere seks måneder.

Begrundelsen fra byrådet er, at man ønsker at udarbejde en ny varmeplan for kommunen, for derefter at tage stilling til projektet.

Ærgerlig men ved godt mod
Hos Skanderborg-Hørning Fjernvarme er driftschef Peter Jensen selvfølgelig en smule ærgerlig over udfaldet på onsdagens møde.

- Jeg tror stadig på, at vi får vores biomasseværk, fordi det er en rigtig, rigtig god idé, siger han til Energy Supply.

Biomasseværket er på 30 MW og står Skanderborg Hørning Fjernvarme i en udgift på godt 140 mio. kr.

Vil ikke spå om fremtiden
Det er to år siden, at Skanderborg Hørning Fjernvarme indsendte det første projekt forslag til kommunen. Undervejs er det blevet revideret lidt, og der er skaleret lidt på størrelsen – og nu er planerne altså udskudt igen.

- Varmeplanen ved kommunen skal være færdig til marts, men jeg tør ikke gætte på, hvornår vi kan stå færdige med det nye værk, siger Peter Jensen.

Baggrunden for at ville investere i et nyt værk er, at aftalen med Dong Energy om levering af varme fra Studstrupværket udløber ved årsskiftet 2016/2017. Det nye værk skulle gerne tage over.

- Det bliver nok svært at stå færdige med det nye værk 1. januar 2017, men vi frigør os alligevel fra varmen i Aarhus, når årsskiftet 2016/2017 nærmer sig. Vi kan godt klare os selv, slutter Peter Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109