23948sdkhjf

Energinord savner nordjyder til tilskudsordning

Et voldsomt fald i ansøgningerne til Energinords tilskudsordning får nu energiselskabet til at hæve tilskudsatsen.
Energinords tilskudsordning til energiforbedring af boligen er utrolig nem at komme i betragtning til, og sidste år var ordningen så stor en succes, at det svarede til at slukke for strømmen i 9.000 husstande, hvilket sparede miljøet for hele 17.000 tons CO2.

I år har søgningen til ordningen dog været noget mindre.

- Vi oplever at mange ikke er opmærksomme på ordningen eller ved for lidt om de krav, der er for at få tilskud. Jeg tror også en del af det lille fald i ansøgningerne på privatsiden skyldes uro omkring boligjobordningen i forbindelse med valget tidligere på året. Dette har givetvis gjort at mange private har afventet eller udskudt deres projekter, siger energirådgiver Mads Sørensen, som en forklaring på det faldende antal ansøgninger.

Solceller ikke med
Energinord efterlyser nu flere nordjyske familier, der ønsker at udskifte alt - lige fra belysning, vinduer, oliefyr og døre til efterisolering af konstruktioner og varmerør. Der er umiddelbart ikke noget max-beløb i puljen, men den har dog alligevel sine begrænsninger.

- Selvom solceller er godt for miljøet og fortrænger energi, man ellers skulle have købt, så er der ikke energisparetilskud til det, fortæller Mads Sørensen og tilføjer:

- Vi oplever dog at mange ansøger om efterisoleringsprojekter og forbedring af opvarmning af boligen i form af varmepumper eller biokedler.

Træpillefyr i Nibe
Og netop forbedring af opvarmning af boligen har har Anna-Marie Bach og Allan Jørgensen lidt uden for Nibe søgt tilskud til.

- Vores gamle træpillefyr var tæt på at stå af, og derfor tog vi en snak med Energinord på Forårsmessen i Aalborg. Her fik vi at vide, at vi kunne regne med at få godt 7.500 kroner i tilskud – lige ned i lommen. Vi var slet ikke klar over, at ordningen fandtes og håbede i bedste fald på en skrotningspræmie for det gamle fyr. Derfor er tilskuddet i vores optik en kæmpe gevinst, som alle burde være opmærksomme på, fortæller Anna-Marie Bach.

Nibe-familien endte med en regning på 41.250 kr. for det nye pillefyr, der blev installeret af den lokale smed i Blære. Heraf fik Anna-Marie Bach og Allan Jørgensen refunderet 7.500 kroner med udgangspunkt i den besparelse, udskiftningen af fyret forventes at medføre. Med det nye fyr regner familien med at gå fra 10 til otte ton træpiller om året, hvilket både sænker forbruget og sparer atmosfæren for CO2.

Tiltrække flere ansøgere
For at kunne tiltrække flere ansøgere som familien i Nibe har Energinord, ud over at skabe mere opmærksomhed om puljen, gjort et andet og mere håndgribeligt tiltag.

- Vi har hævet vores tilskudssats med 17% i sidste måned, hvilket gør at incitamentet til at søge energisparetilskuddet bliver større og forhåbentlig kan få flere folk til at energiforbedre deres boliger, siger Mads Sørensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085