23948sdkhjf

Energiministeren vil bekæmpe tysk el-grænsebom

Når danske elproducenter vil sende el nedover grænsen til Tyskland, er kablet blokeret 86 procent af tiden. Den grænsebom tager energiminister Lars Christian Lilleholt (V) aktion på.
Grænsebomme præger ikke kun udlændingedebatten. Helt konkret spærrer den tyske systemoperatør TenneT for, at nordisk elproduktion kan strømme sydpå. Ifølge de nyeste tal fra Energitilsynet er kablet mellem Jylland og Tyskland kun tilgængeligt 14 procent af tiden. Det er en fortsat indsnævring – og stik imod EU’s visioner om et fælles marked for elektricitet.

Derfor vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) rejse sagen over for sin tyske ministerkollega.

- Jeg vil lægge mig i selen for, at vi får åbnet grænsen til Tyskland. Hvis Merkels ord skal stå ved magt, så kræver det, at der ikke bliver lagt hindringer for, at strømmen kan flyde begge veje. Ellers er det tomme ord, siger Lars Christian Lilleholt i det nye nummer af Nyhedsbladet Dansk Energi, som reaktion på de nye tal og han fortsætter:

- Jeg har planer om, at jeg i løbet af efteråret skal mødes med den tyske energiminister. Dér vil jeg tage det her spørgsmål op. Det er helt oplagt, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at Energiunionen ikke bare bliver en overskrift, fastslår Lilleholt, der altså vil rejse sagen overfor den tyske økonomi- og energiminister Sigmar Gabriel.

Dansk Energi har i juli i samarbejde med sine nordiske kolleger i Nordenergi sendt en fælles opfordring til EU-kommissionen om at gå ind i sagen om grænsebommen, som er konkurrenceforvridende og blokerer for visionen om at strømmen skal flyde frit over grænserne – en vision, som alle EU’s regeringschefer inklusive tyske Angela Merkel deler.

- Det handler i den sidste ende om det indre marked. Kablet mellem Danmark og Tyskland er langtfra det eneste, der ikke kan udnyttes fuldt ud. Der er mange lignende eksempler i Europa, siger vicedirektør Anders Stouge fra Dansk Energi.

Det svenske energitilsyn er også stærkt kritisk overfor grænsebommen og har i en nylig rapport anslået, at der er et milliardstort årligt tab på den nordiske konto for el-eksport.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081