23948sdkhjf

Ny konstellation skal fyre op under landsbyer

To landsbyer skal stå model, når Enopsol undersøger muligheden for at opvarme byerne med grundvandsanlæg og varmepumper.
Via støtteordningen Elforsk går Enopsol nu i gang med at undersøge økonomien i alternativ opvarmning af to danske landsbyer, der ligger uden for fjernvarmenettet.

- Projektet er blevet til fordi en del områder i Danmark ligger uden for det kollektive fjernvarmenet. Derfor undersøger vi nu muligheden for at opvarme landsbyerne Sdr. Stenderup i Kolding Kommune og Annisse i Gribskov Kommune med alternative løsninger, fortæller Stig Niemi Sørensen, adm. direktør hos Enopsol.

Det er første gang, at Enopsols grundsvandsteknologi skal bruges i forbindelse med opvarmning af en landsby.

- Vi ved jo at vores teknologi virker, men det der er interessant er jo at se på økonomien i projektet, finde ud af hvordan det drives, og hvordan de mange komponenter, der kobles på, som f.eks. varmepumperne reagerer i samspil med vores anlæg, siger han og understreger, at der som udgangspunkt er tale om et rent skrivebordsprojekt.

Enopsol arbejder ikke alene - med på projektet er også rådgiver Wessberg A/S, Thunbo Consult Aps, Gribskov KOmmune, Kolding Kommune, landsbyerne Annisse og Sdr. Stenderup samt DGI Faciliteter og lokaludvikling.

Varme via plasticrør
Projektet går i al sin enkelthed ud på at installere varmepumper i alle husstande i en landsby og forbinde dem med et grundsvandsanlæg.

- Vi laver et lavtemperatur distributionsnet, kald det kold fjernvarme. Vi sender 15 grader varmt vand fra grundsvandsanlægget gennem uisolerede plasticrører ud til varmepumper, som skal varme vandet op til den ønskede temperatur, forklarer Stig Niemi Sørensen og uddyber:

- Om sommeren skal der så produceres varmt vand via overskudsvarme eller solvarme, og så kommer lageret ind i billedet. Her skal det varme vand nemlig lagres og gemmes til om vinteren.

Økonomi & drift
Som nævnt bliver projektet, der er støttet fra Elforsk med 800.000 kr., blot et projekt på papiret.

- Det ligger i projektet at finde ud af, om det kan lade sig gøre - kan alle i landsbyen blive enige, hvem skal finansiere anlægget og drive det. Kan man involvere forsyningsvirksomheder og elselskaber i forbindelse med både finansiering og drift. Det bliver de største udfordringer drift og finansiering, siger Stig Niemi Sørensen.

Enopsol og partnere er allerede gået i gang med beregningerne og ventes at have en konklusion klar sidst på året.

- Hvis undersøgelsen som forventet giver et positivt resultat, så håber jeg det udmønter sig i et decideret demonstrationsprojekt, så vi kan få lov til at demonstrere sammenhængen mellem de forskellige energikomponenter, og at det kan lade sig gøre at opvarme landsbyer på grundsvandsanlæg og varmepumper, slutter Stig Niemi Sørensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078