23948sdkhjf

Massiv ordreindgang hos Nissen Energi Teknik

Alene inden for de seneste fjorten dage har Nissen Energi Teknik landet tre større ordrer.
Det er Aarhus Vand, Solrød Fjernvarme og feriecenteret Dayz Sea West, der som de seneste har lagt en ordre hos Nissen Energi Teknik og det er noget der huer direktør Thorvald Pedersen.

- Vi har haft nok at lave de sidste par år. Vi klager ikke lige nu, siger han til Energy Supply.

Årsagen til travlheden er han da heller ikke sen til at sætte en finger på.

- Vi skal være fossilfri i Danmark. Udnytte biogas og alternative energier og det er simpelthen med til at skabe aktivitet hos os, siger han.

Gasmotoranlæg til Dayz og Aarhus
Aarhus Vand, der tidligere har fået installeret et gasmotoranlæg fra Nissen Energi Teknik, har netop lagt endnu en ordre hos virksomheden.

Denne gang drejer det sig om udskiftning af eksisterende Deutz gasmotoranlæg med en ny Man E 3268 LE 322 gasmotorunit. Motoren har en elektrisk ydelse på 357 kW og en varmeydelse på 435 kW. Leverancen omfatter desuden projektering og design af gasrensningsunit bestående af gaskøling og gasfilter for konditionering af gassen.

- Her er vi godt i gang. Vi har taget den gamle motor ud. Det nye anlæg har vi også bygget på fabrikken. Det skal leveres hos Aarhus Vand, hvorefter der skal laves en del rørarbejde. Men vi regner med at være færdige til oktober, fortæller Thorvald Pedersen til Energy Supply.

Også hos feriecenteret DayZ Sea West i Nørre Nebel skal Nissen Energi Teknik levere, installere og idriftsætte et anlæg. Denne gang et 210 kWe gasmotoranlæg inklusive styre- og effekttavle. Anlægget bygges op omkring en Man E2676 LE212 gasmotor og leveres som containerløsning sidst i september.

Solrød Fjernvarme & brænderen
Gennem EnviDan Energy A/S har Nissen Energi Teknik også modtaget en ordre på levering, montering og opstart af en Zantingh RKB 10.0 LN – BG/LO – LMV til drift på både biogas og olie hos Solrød Fjernvarme.

Brænderen er en del af et større biogasfyret kraftvarmeanlæg på VEKS - Solrød Fjernvarme, der snart skal modtage og producere varme på biogassen fra Solrød Biogas, der netop i disse dage er gået i gang med indkøringen.

- Brænderen har vi lavet og den skal leveres i næste uge. Her skal vi være færdige i starten af september, siger Thorvald Pedersen, der går et travlt efterår i møde.

- Ja vi har travlt, men det er kun dejligt, og det passer godt til vores vision og værdier at være en del at omstillingsprocessen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125