Roskilde skifter 4.000 lamper for 20 millioner
SEAS-NVE skal både skifte og drive vejbelysningen i en del af Roskilde.
- Roskilde er en attraktiv by, og vi er naturligvis glade for, at Roskilde Kommune har valgt SEAS-NVE til at modernisere og vedligeholde gadelyset. SEAS-NVE er en ansvarlig virksomhed, og borgerne skal kunne stole på gadelyset, så de kan færdes trygt i byen på alle tider af døgnet, siger Filip Dahl Larsen, markedschef i udelysafdelingen hos SEAS-NVE.
SEAS-NVE vedligeholder allerede gadelyset i det centrale Roskilde. Den nye opgave drejer sig om et område, der ligger i den gamle Roskilde Kommune, men udenfor Roskilde bymidte. Baggrunden for aftalen er, at kommunen i foråret 2015 købte gadebelysningen i området fra den hidtidige operatør. Det skete for at kunne udbyde modernisering, drift og vedligehold. Og det udbud vandt SEAS-NVE.
- SEAS-NVE er en solid leverandør, og vi får nu en moderne og klimavenlig gadebelysning. Samtidig sparer kommunen penge på grund af det lave energiforbrug, så det er en rigtig fin løsning til gavn for borgerne, siger Torben Jørgensen, der er formand for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune.
Der er allerede lagt nye kabler til en kommende udskiftning af vejbelysningen. Det skete samtidig med en fornyelse af forsyningsledninger. Det betyder, at en fornyelse af gadebelysningen kan gennemføres, så der kun skal graves op til de nye master. I området er der omkring 1.500 gamle master og belysningsarmaturer, der forsynes af luftledninger. I alt er der små 4.000 belysningsarmaturer i området.