23948sdkhjf

Første vindmølle rejst i Klim Vindmøllepark

Vattenfall er gået i gang med at genrejse Klim Vindmøllepark i Jammerbugt Kommune med 21 nye vindmøller dér, hvor der før stod 35 ældre møller.
Vattenfall har netop rejst den første af 21 stk. 3,2 MW vindmøller. Rejsegildet blev holdt i rigtig godt vindmøllevejr, men blæsten var så kraftig, at teknikerne måtte vente yderligere tre døgn, før tårnet, maskinhuset og rotoren kom på plads. Til gengæld var vejret usædvanligt smukt på dagen for monteringen af maskinhus og rotor med lidt vind, høj sol og blå himmel. Det skriver Vattenfall i en pressemeddelelse.

Projektleder Maren Andersen holdt talen ved rejsegildet for den første vindmølle i den nye park. Fremmødet var flot trods den kraftige vind over Klim Fjordholme.

Parkens genfødsel
I rejsegildet deltog foruden alle håndværkerne og teknikerne på opgaven også lodsejere, naboer, lokale investorer og kommunale repræsentanter.

Projektleder Maren Andersen fra Vattenfall Vindkraft sagde i sin tale, at udskiftningen af de gamle vindmøller med færre, nye og mere effektive vindmøller markerer en slags genfødsel af vindmølleparken.

- Jeg vil gerne takke Jammerbugt kommune for samarbejdet om at få realiseret vindmølleparken. Samarbejdet har været ualmindeligt godt og illustrerer, hvor vigtig det er med en god og grundig dialog mellem alle parter, når der skal etableres vindmølleparker på land, sagde projektleder Maren Andersen.

I strålende sol og svag vind blev tårnet rejst og maskinhus og rotor monteret. Der er tale om en Direct Drive vindmølle, uden gearkasse, på 3,2 MW fra Siemens.

Strøm til 64.000 husstande
Vattenfall rejser frem til årsskiftet 21 møller, men møllerne får selskab af yderligere én, som er ejet af lokale investorer. Sammen bliver der tale om den største danske vindmøllepark på land, målt på produktionen.

Den samlede effekt bliver på lidt over 70 MW, og den årlige produktion på 256.000 MWh, eller det samme som 256 mio. kilowattimer. Det svarer til det årlige elforbrug i sammenlagt 64.000 husstande. Den nye park kommer til at producere over tre gange så meget strøm, som de 35 gamle vindmøller kunne.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.268