23948sdkhjf

Forgasningsanlæg udfordres på brændslet

Sammen med Dall Energy vil Sønderborg Fjernvarme udfordre sit nyudviklede biomasseanlæg på brændslet.
Siden januar 2015 har et nyt biomasseanlæg leveret varme til beboerne i Vollerup-Hørup-området på Als, der hører under Sønderborg Fjernvarme. Anlægget er blevet til i samarbejde mellem Dall Energy, en række underleverandører og Sønderborg Fjernvarme.

- Det er lidt specielt det her. Forgasningskonceptet er købt hos Dall Energy og så har vi købt anlægsdelene ved forskellige leverandører og selv bygget det sammen, fortæller Erik Wolff, direktør hos Sønderborg Fjernvarme.

Udfordres på brændslet
Formålet med biomasseanlægget er at supplere de eksisterende varmekilder i Vollerup-Hørup-området, mens der er også et andet formål med konstellationen.

- Vi stod og manglede kapacitet i området ved Vollerup. Vi kunne have bygget en konventionel biomasseovn, men vi ville hellere have den her – den er mere robust på brændselssiden og kan køre på flere forskellige typer af brændsel ind, fortæller Erik Wollf.

Og det er netop på brændselsområdet, at man vil udfordre anlægget.

- Til efteråret prøver vi fire forskellige fraktioner. En skal testes i USA, hvor man anvender rester fra bioethanolproduktion. Her hos os tester vi have/park-affald, gyllefibre og mask fra Carlsbergs ølproduktion, fortæller Erik Wollf.

Håbet er at anlægget kan fyre med de billigste former for brændsel såsom have/park-affald, gyllefibre og mask.

Erstatter bioolie
Anlægget, der er på 9 MW skal som nævnt levere varme til det lille lukkede forsyningsnet i Vollerup/Hørup, hvor man i dag varmer sig på sol om sommeren og bioolie om vinteren.

- Biomasseanlægget skal ind og erstatte bioolien, så bioolien bliver reserve om vinteren, fortæller Erik Wollf.

Sønderborg Fjernvarme har investeret 58 mio. kr. i hele projektet, der er støttet af EUDP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109