23948sdkhjf

Sådan kommer Amagerværkets blok 4 til at se ud

Hofor har kåret det vinderforslag, der skal sikre den grønne omstilling af Amagerværket. Det blev Plant Power-projektet, der løb med sejren.
Blandt fem konkurrerende arkitektteams blev det Plant Power fra Gottlieb Paludan Architects og Møller & Grønborg, der skal hjælpe Hofor med den grønne omstilling på Amagerværket.

Ingen nem opgave
Arkitekterne har været sat på lidt af en prøve i forbindelse med opgaven, da Hofor har stillet svære betingelser både i form af en stram økonomisk ramme og krav til ombygningens æstetiske kvaliteter af hensyn til omgivelserne.

- Omstillingen af Hofors varmeproduktion til bæredygtig biomasse er helt afgørende for Københavns mål om CO2-neutralitet i 2025. Men som forsyningsselskab har vi over for vores fjernvarmekunder også en forpligtelse til at sikre, at det sker på en måde, der giver høj forsyningssikkerhed og gør det til en fornuftig økonomi af hensyn til kundernes pengepung. Det er glædeligt, at selv om vi har haft behov for at presse citronen, hvad gælder budgettet, så er det lykkedes at få et visionært bud, der vil klæde København. Og som jeg håber og tror, at byens borgere også bliver glade for, idet de får en unik mulighed for at komme helt tæt på værket, siger administrerende direktør hos Hofor, Lars Therkildsen.

Plant Power giver besøgende mulighed for på nært hold at kigge ind i værket og fra et grønt udsigtspunkt på toppen i over 40 meters højde at nyde udsigten over København, hvilket skal være med at til at give københavnerne et nyt grønt udsigtsmål.

- Det gennemgående tema er skoven som sted og som kilde til CO2-neutralt biobrændsel. Skov-temaet udfoldes i facadebearbejdningen ved at ophænge træstammer, som både på afstand og nært hold skaber overraskende æstetiske og rumlige oplevelser. Toppen af kedelhuset, som er synlig over stamme-facaden, udføres i gyldent tonede kassetter som fanger lyset, hvorved der opstår en ny markant kuppel på Københavns skyline. De besøgende inviteres til at bevæge sig op gennem facadens skov af stammer via en spektakulær trappe, der ender i en beplantet udsigtsplatform, hvor de kan lære mere om energiforbrug, produktion og bæredygtighed, forklarer Jesper Gottlieb, Kreativ direktør i Gottlieb Paludan Architects.

Ombygningen forventes færdig i 2020.

Fakta om Hofors ombygning af Amagerværket:
  • Den nye kraftværksblok på Amagerværket har fået navnet ’BIO4’ og forventes at stå færdig i 2020.
  • BIO4-blokken vil fyre med bæredygtig biomasse i form af træflis.
  • Ombygningen vil også give københavnerne et nyt udflugtsmål, idet der etableres en trappe langs den 200 meter lange bygning, der ender i en grøn udsigtsplatform i cirka 40 meters højde med et informationspunkt, hvor besøgende kan lære mere om skoven og omstillingen til bæredygtig energi.
  • BIO4-projektet omfatter også etablering af blandt andet nye rammer til administrations- laboratorie- og værkstedsfaciliteter sammen med en grøn og fremtidssikret helhedsplan for Amagerværket.
  • Gottlieb Paludan Architects er hovedrådgiver for arkitektprojektet med Møller & Grønborg som landskabsarkitekt og Speirs + Major som lysdesigner.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093