23948sdkhjf

Biogas kan erstatte benzin og diesel og opfylde EU-krav i transport

Biogas kan bruges som vedvarende energi i transportsektoren. Men hvis den skal bidrage til at opfylde de politiske mål, skal det dokumenteres, at gassen lever op til EU’s bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer.
Vejen til at opfylde kravene kan være en frivillig bæredygtighedscertificering, der er godkendt af EU Kommissionen. Og hvis der er tale om bionaturgas, der er transporteret gennem naturgasnettet, er en godkendt bæredygtighedscertificering nødvendig.

For at lette arbejdet med dokumentationskravene har Energistyrelsens Biogas Taskforce i samarbejde med Energinet.dk fået udarbejdet en rapport, der beskriver den konkrete og praktiske tilgang til bæredygtighedscertificering under tre såkaldte ’voluntary schemes’, der er godkendt af EU-Kommissionen: ISCC, REDcert og NTA8080.

Biogas kan opfylde iblandingskrav
Siden 2010 har det været et krav, at mindst 5,75 % af den benzin og diesel, der sælges til landtransport i Danmark skal være bæredygtige biobrændstoffer. Benzinselskaberne opfylder typisk dette krav ved at blande importeret bioethanol og biodiesel i benzin og diesel.

Med den frivillige bæredygtighedscertificering kan biogas bidrage til at opfylde iblandingskravet, hvis gassen bruges til transport. Biogassen kan også bidrage, hvis den først opgraderes og tilføres naturgasnettet og siden trækkes ud og sælges til transport på en tankstation.

Et af kravene i EU’s bæredygtighedskriterier er, at brændstoffet udleder 35 stigende til 60 % færre drivhusgasser end fossil energi. Hvis der er anvendt energiafgrøder til produktionen, må disse desuden ikke komme fra arealer med høj biodiversitet eller store kulstoflagre, som fx vådområder og primær skov.

Biogas produceret af affalds- og restprodukter er et såkaldt 2.-generations biobrændstof. Denne type brændstof tæller dobbelt i opfyldelsen af Danmarks forpligtelse over for EU.

10 % vedvarende energi i 2020
VE-direktivet pålægger EU’s medlemsstater at 10 % af energiforbruget til transport skal udgøres af vedvarende energi i 2020. Den vedvarende energi kan udgøres af biobrændstoffer herunder biogas, men kan f.eks. også være elektricitet fra vindmøller, der anvendes i tog og elbiler. Det forventes dog, at biobrændstoffer frem til 2020 fortsat vil udgøre hovedparten af den vedvarende energi i transporten.

Iblandingskravene er indarbejdet i dansk Lov om bæredygtige biobrændstoffer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14