23948sdkhjf

Stort og solidt hjemmemarked en kæmpe fordel for fjernvarmeindustrien

Klumme: Fjernvarmeindustrien i Danmark har en kæmpe fordel. Deres produkter er state of the art og eksporteres world wide, fordi danske fjernvarmeselskaber tør investere langsigtet og innovativt.
Forbrugerne hos Gl. Rye Kraftvarmeværk kunne fornylig tage et helt nyt anlæg i øjesyn. Nu sikrer himlen og jorden varmen i radiatorerne hos de ca. 350 tilsluttede husstande.

Et varmepumpeanlæg udnytter vand fra undergrunden, mens et solvarmeanlæg udnytter strålerne fra oven. Det hele er koblet sammen med et klassisk, naturgasfyret kraftvarmeværk. Der er tale om den absolut mest moderne og grønne teknologi, og det er en investering, som Gl. Rye Kraftvarmeværk har kastet sig ud i, fordi værket tænker langsigtet.

For forbrugerne er der ikke blot mere grøn fjernvarme i radiatorerne, der også en besparelse på 3000 kroner for et standardhus på 130 kvadratmeter oven i hatten. Grøn investering og store besparelser går altså hånd i hånd.

Forbrugerne får den fulde fordel af, at værket tænker innovativt og fremadrettet, og leverandørerne har fået en vigtig ambassadør mere. En ambassadør, som kan åbne dørene for internationale gæster, der måtte være interesserede i at se, hvordan man i praksis udnytter såvel himmel som jorden til at sikre grøn energi.

Åbner dørene
I det hele taget åbner fjernvarmeselskaberne ofte dørene for at vise internationale besøgende, hvordan man udnytter energien smart. Skagen Varmeværk har således blandt andet haft asiatiske gæster, og driftslederen var forleden i Skotland for blandt andet at fortælle om udnyttelse af overskudvarme fra Fiskernes Fiskeindustri.

Borup Varmeværk har også for nyligt åbnet dørene til det helt nye halmværk for internationale gæster, og både en kinesisk tv-station og BBC har besøgt det grønne fjernvarmeanlæg, som forsyner ca. 1150 husstande med varme.

Uden tvivl gavner det fjernvarmeindustrien, at både Gl. Rye Kraftvarmeværk, Skagen Varmeværk og Borup Varmeværk gerne åbner dørene – lige som alle de andre fjernvarmeselskaber. Det er helt unikt, og ingen har betænkeligheder ved at gøre det, for fjernvarmeselskaberne skal ikke beskytte sær-interesser eller egne bundlinjer, fordi de udelukkende arbejder for at sikre forbrugerne den bedste og billigste fjernvarme.

Men netop det er der mange, der ønsker et opgør med. Det gælder blandt andet DI og kapitalfonden Axcelfuture. De ser gerne, at non-profit-reglerne ændres til såkaldte indtægtsrammer i stedet. Det vil sige, at fjernvarmeselskaberne i stedet skal effektivisere for at kunne stryge den fortjeneste, der måtte være mellem indtægtsrammen og de faktiske omkostninger. I dag kommer de penge forbrugerne til gode i form af lavere priser.

246 sænker priserne
Senest har 246 fjernvarmeselskaber sat priserne ned, fordi de kunne. Det vil ikke ske med indtægtsrammer, viser erfaringerne fra andre brancher. Tilmed kan elnetselskaberne, som tidligere er underlagt indtægtsrammereguleringen, melde om et investeringsefterslæb på fire milliarder kroner frem mod 2020.

Et sådan milliardstort investeringsefterslæb har fjernvarmen ikke. Tvært imod investerer fjernvarmeselskaberne fem milliarder kroner årligt i grønne løsninger, som hovedsageligt er danskproduceret, fordi dansk fjernvarmeindustri er førende. Det er den, fordi det danske hjemmemarked danner en solid grobund for udviklingen af den bedste teknologi – da fjernvarmeselskaberne tænker langsigtet, når de investerer,

Fjernvarmeindustrien forventer faktisk selv at kunne øge eksporten med en milliard kroner årligt frem mod 2020. Ganske enkelt fordi industrivirksomhederne har de grønne løsninger at byde på, som man fra internationalt hold er så interesserede i at få fingre i. Tænk bare på EU Kommissionens seneste udspil med at udarbejde en strategi for opvarmning og køling, fordi der på EU-plan spildes ligeså meget energi i form af varme fra kraftværker, som man behøver for at varme alle boliger i EU op. Tankevækkende.

Her har danske virksomheder en unik mulighed, som bygger på, at fjernvarmens hjemmemarked er bygget op om non-profit og langsigtet tænkning. Det giver nemlig mest innovation – og bedst og billigst fjernvarme til forbrugerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173