23948sdkhjf

SEF: 2014 var vindmøllernes år

Sydfyns Elforsyning præsenterer et tilfredsstillende regnskab for et år, hvor der investeredes massivt i vindenergi.
- Vores årsregnskab for 2014 er netop afsluttet, og vores driftsresultat var historisk godt. Resultatet efter skat lyder på 2,1 millioner kroner, og det er en anelse lavere end forventet, men vi betegner stadig resultatet som tilfredsstillende, siger Anders Banke, der er administrerende direktør hos Sydfyns Elforsyning (SEF).

Nettoomsætningen udgjorde i 2014 235 millioner kroner mod 232 millioner kroner i 2013. Resultatet før renter, driftsresultatet, steg markant med 5,7 millioner kroner fra 2,1 millioner kroner i 2013 til 7,8 millioner kroner i 2014. Det ordinære resultat efter skat lød altså på 2,1 millioner kroner mod 8,3 millioner kroner i 2013.

- Der er flere faktorer, der bidrager til 2014-resultatet. Salget af internet, TV og telefoni steg igen i 2014, selvom vi stod over for en hård konkurrencesituation. Til gengæld gav vores værdipapirer et lavere afkast end forventet, og El-Gården har stået over for tabsgivende projekter. Derudover har der været et kraftigt faldende elforbrug i området på 5 %, som skyldes en mild vinter, fuld indfasning af solceller og lukning af DLG i 4. kvartal. Alene faldet i elforbruget i området har kostet 2,6 mio. i forhold til det forventede.

Ledelsen hos SEF forventer dog fortsat at øge driftsresultatet i 2015.

Vindenergi i fokus
Ud over det økonomiske resultat beretter ledelsen i den netop publicerede årsrapport om, at SEF i 2014 investerede massivt i vedvarende energi.

- 2014 kan vi godt kalde for vindmøllernes år i SEF. Vi købte sidste år 19 vindmøller, således at vi nu samlet ejer 20 vindmøller, og det gør os i stand til at indfri efterspørgslen på ’grøn’ energi, samtidig med at vi fremover kan påvirke produktionen af strøm. De 20 vindmøller kan tilsammen levere lige så meget el, som 15.000 privatkunders forbrug – det er næsten halvdelen af alle husstande i Svendborg Kommune, forklarer Anders Banke.

Med købet af de nye vindmøller kom SEF op på en samlet investering på 280 millioner kroner i vindenergi, der allerede i 2014 bidrog til en positiv drift og fremadrettet skal bidrage væsentligt til SEF’s driftsresultat.

Lokal involvering og ny almennyttig fond
2014 bød igen på et højt aktivitetsniveau, og et salg af 60 kV-nettet gjorde det bl.a. muligt øge det lokale engagement markant.

På baggrund af salget af 60 kV-nettet er SEF i gang med, at etablere en almennyttig fond med en fondskapital på 20 millioner kroner. Det er tanken, at fonden skal investere i energi- og klimarigtige tiltag og uddele fondsmidler på omkring to millioner kroner årligt.

Den kommende bestyrelse for fonden vil udgøres af bl.a. to repræsentanter for Svendborg Kommune.

- I efteråret introducerede vi desuden SupportEnergi – et nyt produkt, der giver vores kunder mulighed for at pege på, hvilke klubber, foreninger eller andre formål, de ønsker, vi skal støtte. SupportEnergi forener med andre ord forbrug og fritid, og som virksomhed får vi med disse to tiltag mulighed for at give noget tilbage til det lokalsamfund, vi er en del af, fortæller bestyrelsesformand Søren Bøving-Andersen.

Det konkrete støttebeløb akkumuleres i takt med, at de tilmeldte kunder forbruger el og naturgas.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125