Teknisk direktør i spidsen hos Hillerød Forsyning
Teknisk direktør Søren Støvring-Hallsson bliver pr. 1. marts 2015 administrerende direktør for de 7 selskaber i Hillerød Forsyning-koncernen.
I anledning af tiltrædelsen fremhæver bestyrelsesformand for Hillerød Forsyning, Louise Colding Sørensen:
- Søren blev valgt som den blivende direktør efter en grundig rekrutteringsproces, hvor mange kvalificerede ansøgere var i spil. Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt Søren, og vi er helt overbeviste om, at vi har fundet den helt rigtige direktør til at lede virksomheden. Søren har både fagligt og menneskeligt de kvalifikationer, vi har ledt efter, og for mig personligt har Sørens fokus på miljø og hans meget høje faglighed haft en afgørende betydning, siger bestyrelsesformand for hillerød Forsyning, Louise Colding Sørensen om Søren Støvring-Hallsons tiltrædelse.
Søren Støvring-Hallson siger selv:
- Det er en stor og spændende opgave bestyrelsen har bedt mig løse. Hillerød Forsyning er en vigtig leverandør af forsyningstjenester til kunder i Hillerød Kommune og vi har en række anlægsprojekter i årene fremover, der skal gennemføres af hensyn til miljø, erhvervsudvikling og byudvikling. Visionen er, at vi skal være blandt de bedste forsyningsselskaber, og jeg vil bruge min erfaring til at udvikle virksomheden i den rigtige retning.