23948sdkhjf

Omtumlet tilværelse for dansk energipil

Potentialet for energipil i Danmark er stort, men vilkårene er tarvelige, lyder det fra Ny Vraa Bioenergy, der har vendt sig mod udlandet i sin søgen efter omsætning og succes.
At regeringen i sit seneste udspil om klimaindsatsen frem mod 2020 afsætter 1. mio. kr. til kortlægning af potentiale og barrierer ved dyrkning og afsætning af energipil kommer som noget af en overraskelse for direktør hos Ny Vraa Bioenergy Henrik Bach – dog en glædelig en af slagsen.

Han har i årevis kæmpet for at få politikerne til at se potentialet i energipil i Danmark.

- Det er simpelthen en overraskelse, men det er da helt vildt fedt. Men jeg kan da være bange for, at det bare bliver ved de gode intentioner, siger han til Energy Supply og giver således også sin forklaring på, hvorfor energipil har haft så svære vilkår i Danmark:

- Lovgivningen på området er blevet ændret seks gange på fem år. Man har flakset for meget rundt og ikke lagt et spor ud. Vi har knaldgode argumenter for energiafgrøder, men med den kassetænkning, der foregår på ministerniveeau så er det svært for sådan en forretning for vores, der er lidt in between, pointerer han.

Ny Vraa Bioenergy er med sin energipil placeret et sted mellem Klima-, energi og bygningsministeret, Miljøministeriet og Fødevareministeriet, og så længe ministrene ikke evner at bredtænke energipilen, så kommer man ingen vegne, vurderer Henrik Bach.

Vender sig mod udlandet
Troen på energipil hos Ny Vraa Bioenergy og Henrik Bach kan ikke fornægtes, og når der ikke kan skabes omsætning på det danske marked, ja så har Henrik Bach vendt sig mod udlandet.

- Vi eksporterer energipil, maskiner til renholdelse, beplantning og til at høste med til Ukraine, Polen, Tyskland, you name it. Vi henter maskinerne i Italien og Brasilien, tager dem hjem til Nordjylland for så at udvikle på dem og sende dem afsted igen. Vi sælger simpelthen det grej, vi ville ønske vi kunne sælge i Danmark til andre lande, fortæller Henrik Bach, der trods den store eksport også sysler med et par hjemlige projekter.

Derfor har han i 2014 fortsat sin søgen efter nye anvendelsesområder for energipilen.

En langsommelig proces
Ny Vraa Bioenergy har i 2014 gennemført en test med produktion og afbrænding af træpiller baseret på pileflis. Teknologien er på plads, men projektet har mødt et par forhindringer.

- Prisfaldet på olie gør, at det ikke kan betale sig at starte produktionen endnu, og så kæmper vi lidt med at få varmeværkerne med på det her. At tænke træpiller på pileflis ind i deres løsninger. Der er et par varmeværker i området, der er med på det, men ellers er det også et projekt, der kommer til at tage tid, fortæller han.

Og for at vende tilbage til ministrene og den ene million kroner, der er sat af til at kortlægge potentialet for energipil, så har Henrik Bach én kommentar.

- Jeg har allerede udarbejdet en analyse af energipilens vilkår og potentiale i Danmark – den skal de være velkomne til at købe, hvis bare vi kan få lidt retningslinjer på plads, siger han og understreger at energipil er lig kulstoflagring og at energipilen samtidig er eminent til at optage næringsstoffer, så de ikke havner i vandmiljøet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081