23948sdkhjf

Biogas er bedre end sit rygte

Overraskende resultater i en ny rapport om biogasanlæg.
Danske biogasanlæg møder ofte lokal modstand i projekteringsfasen. Det er især bekymringer om lugtgener, transportgener og værditab på ejendommene, der står i vejen for biogasanlæggene.

Nu har CEM Institute – Voxmeter for Miljøministeriet og Naturstyrelsen udarbejdet en rapport om, hvordan det reelt set er at være nabo til et biogasanlæg i Danmark i 2015. Og det blev til en række overraskende resultater og en række punkter med plads til forbedringer.

- Når man hører borgerne til borgermøderne, så er det lige netop på lugt og transport, man ser de største problemer og overraskende nok, så viser rapporten et helt andet billede, end det folk er bange for, siger planlægger Svend Otto Ott, fra Biogasrejseholdet og tilføjer:

- Når det så er sagt, så er det jo vigtigt at se på den lille del, der rent faktisk generes af lugt og tung trafik. Det er jo her, vi skal ind og se, hvad vi kan gøre bedre.

Lugtgener & tung trafik
Undersøgelsen viser, at 70 procent af beboerne og 63 procent af virksomhederne omkring biogasanlæggene ikke oplever lugtgener. 65 procent af beboerne og 70 procent af de virksomheder, der oplever lugtgener, vurderer at generne ikke er af væsentlig betydning.

Af de 143 beboere, der oplever lugtgener, angiver 27 procent at generne ligger på 4 eller 5 på samme skala. Samtidigt svarer 83 procent af de samme naboer, at lugtgenerne er uforandrede eller forbedrede, mens kun 14 procent svarer, at det er blevet værre.

- Og det er jo her det er vigtigt at lytte til dem, der synes at det er blevet værre, men jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved at halvdelen af de adspurgte rent faktisk synes, at biogassen fjerner flere lugtgener, end den skaber, siger Svend Otto Ott.

90 procent af virksomhederne og 88 procent af beboerne oplever ikke trafikken i forbindelse med til- og frakørsel fra anlægget som et problem. Af de 63 beboere, der oplever trafikken generende, siger 40 procent at generne er daglige og 27 procent siger, at de oplever transporten ”meget generende”.

Med rapporten i hånden
Selvom rapporten afslører, at det kan lade sig gøre at etablere og drive biogasanlæg i Danmark uden at være til væsentlig gene for naboerne, så afslører den også områder, hvor der er plads til forbedringer. Områder Biogasrejseholdet nu vil tage fat på, men Svend Otto Ott håber, at det med rapporten i hånden bliver lidt nemmere at få lokal opbakning frem over.

- Den kommer jo med en række vigtige oplysninger, der kan være med til at berolige bekymrede borgere, men samtidig skal den jo ses som et redskab, både for os men også for de fremtidige naboer, forklarer han og uddyber:

- Vi skal bruge den til at udpege de områder, hvor vi skal blive bedre og integrere det i planlægningen, og fremtidige naboer kan bruge til at blive bedre i forbindelse med høringsfasen og projekteringsfasen. De kan gå ind helt nøjagtigt at pege på de områder, hvor man synes der skal gøres en ekstra indsats.

Undersøgelsen er gennemført i perioden uge 42-44 2014. Der er i alt gennemført 628 interview. 564 interview med beboere og 64 interview med virksomheder, der bor inden for 1 kilometer af et biogasanlæg.

Den fulde rapport kan læses på Naturstyrelsens hjemmeside.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094