23948sdkhjf

Skagen Forbrændingsanlæg truet af lukning

Der pågår overvejelser om pensionering af Skagen Forbrændingsanlæg.
Skagen Forbrændingsanlæg på Buttervej har brændt affald og produceret fjernvarme siden 1979.

Formentlig er der gået over en kvart million ton affald igennem siden starten, og det er ved at kunne mærkes på anlægget. Samtidig kan det konstateres, at affaldsmængderne i lokalområdet bliver mindre år for år. Derfor har Forsyningen, som driver anlægget, bedt ingeniørfirmaet Rambøll lave en analyse, af anlæggets tilstand og økonomien i fortsat drift.

Konklusionen er, at det vil koste cirka 22 millioner kroner ekstra at fortsætte driften i 10 år endnu frem for at lave en planlagt nedlukning omkring udgangen af 2017.

Og det er under forudsætning af, at der ikke sker uforudsete havarier på anlægget.

Mindre affald
Gennem de seneste år har der ikke været affald nok i lokalområdet til at køre fuld drift på Skagen Forbrændingsanlæg. Derfor er der tilført affald og biobrændsel udefra for at holde anlægget kørende. Det skriver Frederikshavn Forsyning A/S i en pressemeddelelse.

Affaldsmængderne er generelt faldende. Både på grund af fald i befolkningstallet, men også fordi der produceres mere rationelt i industrien, og borgere og virksomheder genanvender mere.
En fremskrivning af affaldsmængderne viser, at omkring 2018 vil affaldsmængden i hele Frederikshavn Kommune kunne behandles på anlægget i Frederikshavn, og det vil år for år blive dyrere at holde to anlæg i drift.

Der er samtidig fra Folketinget og Regeringen krav om effektivitet i den offentlige affaldsbehandling, og hvis ikke behandlingen er økonomisk effektiv, kan en kommende privatisering helt lukke anlæggene.

Samarbejde med varmeværk
En lukning af anlægget i Skagen bliver en udfordring for Skagen Varmeværk, som får cirka 30 procent af fjernvarmen fra forbrændingsanlægget.

Derfor vil Forsyningen, såfremt varmeværket ønsker det, samarbejde med varmeværket at finde alternative løsninger, som kan hjælpe varmeværket i den omstilling, der følger med nedlukning af forbrændingsanlægget.

Det kan være at stille areal til rådighed for solfangere eller måske et nyt flisfyret anlæg. Men det kan også være på andre måder.

Alternative varmekilder
Hele energiproduktionen i Danmark er i stærk forandring i øjeblikket, hvor der i perioder er rigeligt med billig vindmøllestrøm til rådighed. Det kan blandt andet udnyttes i store varmepumper og på mange andre måder.

Beslutningen om lukning af anlægget sker i forbindelse med den igangværende affaldsplanlægning i kommunen. Lukningen forventes senest med udgangen af fyringssæsonen 2017-18, og det giver varmeværket en rimelig tid til at undersøge alternative varmekilder i det omfang, det er nødvendigt.

Forsyningen og Skagen Varmeværk er i dialog omkring overgangen til anden varmeforsyning i området.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111