23948sdkhjf

Dansk fjernkøling i fremdrift

Frederiksberg Fjernkøling og Hofor mærker stor efterspørgsel på fjernkøling og spår en stor fremtid for at drive fjernkølingsvirksomhed i Danmark.
Fjernkøling vokser i Danmark. Siden fjernkølingsloven kom på plads i 2008 er der blevet oprettet seks fjernkølingsselskaber og flere er på vej.

Der er stor efterspørgsel efter den nye klimavenlige køleløsning, og efterspørgslen forventes at stige i fremtiden.

Frederiksberg Fjernkøling er netop godt i gang med at etablere et 11 MW fjernkølingsanlæg til det nye Carlsberg-bykvarter. Dette er første etape i et større køleprojekt, der skal understøtte kølebehovet i området. Udover at der ventes flere kunder, bliver der i forvejen leveret fjernkøling til Frederiksberg Centret fra en allerede etableret kølecentral. Desuden kan Hofor melde om hele 43 leveringsaftaler svarende til cirka 40 MW fjernkøling.

Både Hofor og Frederiksberg Forsyning, der er i drift med centraler, rørnet og kunder, forventer, at efterspørgslen i fremtiden vil stige så kraftigt, at forsyningsnettet vil blive markant udbygget til nye områder over de næste få år.

Afgørende faktor for fjernkølingsvirksomhed
Hofor og Frederiksberg Fjernkøling peger på den nuværende lovgivnings simple og gennemskuelige konstruktion, som en afgørende faktor for at kunne oprette en fjernkølingsvirksomhed.

Henrik Lorentsen Bøgeskov, chef for fjernkøling hos HOFOR, og Anders Møller-Hansen, anlægschef for Frederiksberg Forsyning betoner også lovgivningens krav om selskabsmæssig adskillelse, som en vigtig forudsætning.

- Adskillelsen giver sikkerhed for, at der ikke foretages kapitaltunge overinvesteringer. Det er vigtigt, at det er de kunder som tilslutter sig fjernkøling, som løber en økonomisk risiko. Dette sikres med den nuværende lovgivning, lyder det fra begge parter.

Gode eksportmuligheder
Det er ikke kun på dansk plan, hvor der er stor interesse for fjernkøling. Den internationale bevågenhed er i den grad også til stede.

Hofor og Frederiksberg Fjernkøling har begge travlt med at vise deres køleløsninger frem til udenlandske delegationer, politikere og virksomheder.

Netop den internationale interesse kan vise sig at være en fremtidig indtægtskilde for fjernkøleselskaberne. Med den nuværende lovgivning må kommunalt ejede fjernkøleselskaber gerne tjene penge til Danmark ved at sælge deres viden. Dette giver et spændende fremtidigt forretningspotentiale, når fjernkøling er udbygget i Danmark – et grundlag, som er til gavn for fjernkølingsparterne, herunder producenter, rådgivere, kølemontører og selskaber.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11