23948sdkhjf

Gaia Solar udvikler nyt solcellemodul

Projektet Bæredytig Væksthusproduktion har resulteret i et skræddersyet solcellemodul udviklet til væksthusbranchen og Gaia Solar.
798 terajoule - Så meget strøm bruger de omtrent 400 væksthuse, der ligger i Danmark, ifølge Energistyrelsen. Det er den samme mængde strøm som cirka 29 vindmøller på 3 megawatt producerer årligt, skriver AgroTech.

Et enormt forbrug og en kæmpe trussel mod en rentabel forretning. Men også en enorm mulighed for at udvikle innovative løsninger, der kan reducere energiforbruget. Med blikket rettet mod energiforbruget, igangsatte AgroTech og 12 samarbejdspartnere projektet Bæredygtig Væksthusproduktion i starten af 2014.

Målet var bæredygtig gartneriproduktion. Både miljømæssig og økonomisk. Og løsningerne skulle opstå i feltet mellem viden om energiforbrug, produktionsforhold og energibesparende teknologier.

En uventet løsning
En af de 12 deltagende virksomheder var Gaia Solar.

- Væksthuse har et enormt energiforbrug, og vi spurgte os selv, om der ikke skulle være mulighed for, at noget af den energi kunne komme fra solceller, forklarer Anders Sørensen. Han er udviklingschef for Gaia Solar og var selv med i projektet Bæredygtig Væksthusproduktion.

- Gennem projektet, finder vi ud af, at nogle dele af væksthuse faktisk ikke har brug for varmen og lyset fra solen, uddyber han og tilføjer:

- Det kunne for eksempel være i pakke- og gangarealer.

Et problemløsende netværk
- Vi blev hjulpet af AgroTech, fordi de kunne give os indsigt i et meget specialiseret segment. Og det hjalp os utroligt meget med at afklare hvilke muligheder, vi havde for at fremstille solceller til væksthuse, fortæller Anders.

Løsningen blev to typer solcellemoduler: En type til traditionelle væksthuse og en anden type til hollændervæksthuse, der tager højde for at den nederste del af taget ofte ligger i skygge.

Ydermere er modulerne designet, så de passer til væksthuse produceret af Viemose-Driboga.

- Noget helt afgørende var, at vi gennem projektet fik et stort og værdifuldt netværk inden for væksthusbranchen. For havde vi ikke haft den indsigt, som projektet og vores netværk har givet os, havde det været svært at lave den helt rette løsning, understreger Anders Sørensen og fremhæver samarbejdet med Viemose-Driboga.

- Vi har fået fremstillet et modul, der passer til Skandinaviens største væksthusproducent. Det giver os ikke alene et godt udgangspunkt på det danske marked, men også muligheder internationalt.

Kilde: AgroTech

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094