23948sdkhjf

Danmark sætter atter verdensrekord i vind

2014 bød på endnu en verdensrekord til den danske energisektor, da vindmøller gennemsnitligt dækkede 39 pct. af det danske el-forbrug i året. Det viser en opgørelse fra Energinet.dk.
Knap har vi forladt 2014, før det står klart, at året var særdeles godt, hvad angår produktionen af strøm fra de danske vindmøller. I alt kom, hvad der svarer til, mere end 39 pct. af danskernes strøm fra vindmøller. I 2013 var tallet 33,2 pct, skriver Vindmølleindustrien.

- Det er en meget flot stigning fra 2013 til 2014, og jeg glæder mig især over, at energibranchen atter har vist, at vindmøller har en helt central rolle i et moderne energisystem, og at det er muligt at håndtere store mængder vindstrøm uden problemer, siger Jan Hylleberg, adm. direktør, Vindmølleindustrien.

I løbet af 2014 var det muligt at se den fulde effekt af den store udbygning, der blev foretaget i 2013, hvor bl.a. Anholt Havmøllepark og en rekordstor mængde landvindmøller blev tilsluttet elnettet. Ifølge Energinet.dk var 2014 et normalt ’vind-år’ med gennemsnitlig blæst set over årets måneder. Dog bød januar 2014 på særdeles meget blæst, og gennemsnitligt 61,7 pct. af strømmen kom denne måned fra vindmøller.

- Vi beviser fra år til år, at vi kan indpasse mere strøm fra vindmøller i energisystemet, hvorfor den store opgave nu er at sikre, at vi bruger mere el i transport- og boligsektoren, hvor vi i samarbejde med politikerne f.eks. hurtigst muligt må sikre flere store varmepumper i fjernvarmenettet, da potentialet her er stort, afslutter Jan Hylleberg.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095