23948sdkhjf

Industrivirksomheder venter øget salg af intelligente løsninger

En ny rundspørge blandt de større industrimedlemmer i Branchefællesskab for Intelligent Energi viser, at der er udsigt til omsætningsvækst.
Faktisk siger halvdelen af virksomhederne, at de forventer en vækst på toplinjen på 30 procent eller mere. Det tegner et billede af, at der er ved at komme drev i markedet, skriver Branchefællesskab Intelligent Energi i en pressemeddelelse, men understreger også værdien ved at få håndteret de regulatoriske barrierer for vækst.

Fjernaflæste målere, apps til energikunderne, bygninger med fjernstyrede køle- og varmeanlæg og fjernstyrede varmpumper i boliger. Det er eksempler på løsninger i det intelligente energisystem, som skal sikre balance mellem vindproduktion og forbruget.

Og forventningerne til at øge omsætningen er store, når Branchefællesskab for Intelligent Energi i dag slår dørene op til sit årsmøde.

Omsætningsvækst over 30 procent
I en rundspørge blandt 10 store industrimedlemmer svarer de med høje forventninger til udviklingen i toplinjen. Af de adspurgte ser halvdelen en omsætningsvækst på over 30 procent frem mod 2016. Det kan ses i forhold til, at et tilsvarende spørgsmål i en egentlig medlemsundersøgelse i 2012 viste, at færre end hvert fjerde medlem forventede en tilsvarende vækst.

- Det er godt nyt for vores branche, hvor flere brikker er ved at falde på plads i det intelligente energisystem, som eksempelvis de fjernaflæste målere. Derfor bør vi også tænke meget mere på, hvordan vi får anvendt den grønne energi. Der skal tænkes mere på tværs af energitunge sektorer, sætte strøm til varmen, bilerne og flytte forbruget. Alt sammen noget, hvor Intelligent Energis medlemmer kan bidrage med løsninger, siger Helle Juhler-Verdoner, branchechef i Branchefællesskab for Intelligent Energi.

Ikke overraskende peger medlemmerne i rundspørgen bl.a. på, at it- og kommunikationsudstyr er blandt de forretningsområder, der forventes at vokse. Men hvad skal drive løsningerne frem? Flere af virksomhederne peger på, at de ser regulering som den væsentlige barriere for, at Danmark kan være verdensførende inden for smartenergi-området.

- Vi kan se, at markedet for alvor løfter sig, når rammerne bliver rigtige. Jeg tvivler ikke på, at den politiske beslutning om at udrulle fjernaflæste målere sætter gang i vækst og innovation, siger Helle Juhler-Verdoner og fortsætter:

- Et af de næste skridt bliver at gøre vores bygninger til aktive brikker i energisystemet. Vi skal kunne koble energiforbruget i bygninger til og fra energisystemet i takt med, at der er vindkraft i systemet. Det kræver, at vi ikke kun stiller krav om, at virksomheder og bygningers energiforbrug er effektivt. Vi bør også stille krav om, at de er energifleksible. Det er oplagt at få gjort, når vi energieffektiviserer. Sker det, så vokser gevinsten ved den enkelte renovering og derfor er det bare om at komme i gang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5