23948sdkhjf

AktivHus Danmark vil fremme det bæredygtige byggeri

Building Green-messen dannede rammen, da syv af byggebranchens tunge aktører onsdag lancerede foreningen AktivHus Danmark.
De syv aktører bag AktivHus Danmark er Saint-Gobain Nordic, Aart Architects, Cenergia, Esbensen, Velux Danmark, Teknologisk Institut og Kuben Management.

Ifølge Jakob Klint, der er chefrådgiver i Kuben Management, ønsker foreningen en ny klassificering af bæredygtigt byggeri, der kan bidrage til en mere markedsdrevet udvikling i forhold til at fremme komfort, miljø og energibesparende løsninger i branchen.

- Der har manglet en uvildig ordning, der kan stimulere integration af bæredygtige parametre og eksponere de bygninger, der ligger i front med hensyn til et godt indeklima, anvendelsen af sunde materialer og som har et lavt energiforbrug. I dag har man som bruger af boliger og bygninger ingen nem adgang til den slags informationer. AktivHus-principperne er et godt bud, og så fokuserer de på beregnede og observerede samt målte værdier, forklarer han.

Kan understøtte dialogen om bæredygtigt byggeri
Den nystiftede forening blev præsenteret onsdag på en velbesøgt åbningsdag af byggeri-messen Building Green i Forum, København. Fokus vil i særlig grad være på nybyggeri og renovering af små og mellemstore bygninger – eksempelvis typehuse, boliger, kontorer og offentlige bygninger.

AktivHus Danmark bygger på det fundament, som den internationale Active House Alliance har skabt. Netværket havde oprindeligt udspring i Danmark, men udviklede sig hurtigt internationalt med netværk i Holland og Canada.

- Det er vores erfaring fra det internationale arbejde, at der er brug for en enkel og let tilgængelig løsning, som uden væsentlige omkostninger kan dokumentere og kommunikere værdien af bæredygtigt byggeri. Med etableringen af AktivHus Danmark skabes en dansk platform, der kan blive spredt til byggebranchen og især understøtte dialogen om bæredygtigt byggeri med større og mindre bygningsejere, siger Kurt Emil Eriksen, generalsekretær i Active House Alliance.

Ikke en konkurrent til DGNB
Active House-specifikationerne bruges til at designe og vurdere byggerier ud fra ni væsentlige parametre. Flere byggerier er allerede udført efter principperne. En del er opført i Danmark og nogle i kolde klimaer, blandt andet i Norge, Canada og Rusland, samt i varmere områder som Italien, Frankrig og Østrig.

Specifikationerne indeholder en række krav svarende til kravene til bygningsklasse 2020. Ifølge folkene bag Active House konkurrerer klassificeringen ikke med certificeringsordninger som eksempelvis DGNB. Den skal snarere ses som er et mindre omfattende værktøj, der retter sig mod små og mellemstore bygninger, og som et supplement til eksisterende ordninger.

Medlemskab af AktivHus Danmark er et tilbud, der er åben for alle på tværs af byggebranchen. Som medlem af foreningen opnår man mulighed for at deltage i de kurser og aktiviteter, som foreningen afholder, samt at blive akkrediteret til at anvende de værktøjer, AktivHus Danmark stiller til rådighed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094