23948sdkhjf

Nye krav om effektiviseringer i vandsektoren

Forsyningssekretariatet stiller krav om, at landets 331 største vandselskaber effektiviserer deres drift med i alt 199 millioner kroner næste år.
Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vores krav tvinger vandselskaberne til at have en effektiv drift. Det betyder i sidste ende, at kunderne får en lavere vandregning, end de ellers ville have fået, siger chef for Forsyningssekretariatet, Filip Sundram og tilføjer.

- Mange vandselskaber formår at sænke udgifterne til driften mere, end vi kræver. Det kommer kunderne til gode, fordi lavere udgifter giver selskaberne mulighed for enten at investere mere i for eksempel miljø- eller klimaløsninger eller at give kunderne lavere priser. Reguleringen har fået vandselskaberne op på tæerne. Vi ser, at selv de mest effektive selskaber presser sig selv. Flere har vedtaget en politik om at være forud for vores krav, så de undgår at ende i en situation med tvang.

Hvert år stiller Forsyningssekretariatet krav til effektiviteten hos vandselskaberne for at kompensere for, at de er naturlige monopoler. Kravene stiller selskaberne i en konkurrencelignende situation til gavn for deres kunder, som både er forbrugere og virksomheder.

I 2015 har Forsyningssekretariatet stillet krav om effektiviseringer for i alt 199 millioner kroner til landets 331 største vand- og spildevandsselskaber.

Samlet set har vandselskaberne sænket udgifterne til driften mere end krævet. Alene i 2013 var selskabernes udgifter 774 millioner kroner lavere end det udgiftsniveau, som reguleringen gav dem mulighed for at have.

Ved at effektivisere vandselskabernes drift får kunderne en lavere vandregning, end de ellers ville have fået. Vandregningen kan dog stadig stige, hvis selskabet har foretaget større investeringer og trukket på opsparingen.

Forsyningssekretariatet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093