23948sdkhjf

Klumme: Investeringer i energieffektivisering slår vindmøller og solceller

Den energi, der ikke skal bruges, er mere værd end dyrt produceret, ny energi.
Internationalt investerer man nu mere i energieffektivisering end i ny VE. Her hjemme kan vi tage kæmpe skridt til gavn for miljøet, forbrugerne, samfundet og erhvervslivet ved at fjerne barrierer for energieffektiv fjernvarme, der kan udnytte energi, som ellers går til spilde.

Der bliver nu investeret mere i energieffektivisering på verdensplan, end der bliver investeret i vedvarende energiproduktion som vindmøller og solceller. Det har Det Internationale Energiagentur (IEA) netop slået fast.

Samlet set blev der på verdensplan investeret 300 milliarder dollar i energieffektivitet i 2011, 50 milliarder dollar mere end i vedvarende energi og det samme som den samlede investering i fossil energiproduktion.

Jeg er helt overbevist om, at den udvikling hænger nøje sammen med helt almindelig snusfornuft. For det er nemlig billigere, bedre og grønnere at undlade at bruge energi eller at udnytte allerede eksisterende energi, end det er bare at producere endnu mere energi. Også selv om den nye energi er vedvarende energi.

For den energi, der ikke skal bruges, er nu engang den bedste energi - uanset om den grøn eller sort.

Der bliver i dag spildt så meget energi, at det er skræmmende at tænke på. Faktisk spilder vi på EU-plan for 1000 euro energi per EU-borger årligt.

Denne ellers brugbare energi bliver bare smidt op i den blå luft eller ud i det blå vand. Eksempelvis udnytter vi kun i alt for ringe grad overskudvarmen fra el-produktion på kæmpe kraftværker til kraftvarme og dermed livsnødvendig boligopvarmning. Det viser behovet for energi ellers, at vi burde, for 37 procent af det, vi skal bruge energi til, er opvarmning. For god ordens skyld, så lad os slå fast, at Danmark er duks i denne sammenhæng.

Næststørst behov for energi er der til transport, mens det faktisk kun er 21 procent af energibehovet, der direkte handler om el.

Tankevækkende og skræmmende.

Især når man så også tænker på, at udbredelsen af fjernvarme på EU-plan er nede på 12 procent. Kun fjernvarme kan sikre udnyttelse af spildet fra andre energiformer. Tænk bare på de mange vindmøller, som til tider snurrer løs, uden der er behov for strømmen. Den strøm kan lagres i fjernvarme. Men vi har i dag barrierer, der står i vejen for eksempelvis udbredelsen af store varmepumper i fjernvarmen.

Virkeligheden er, at der i 2016 knapt vil være installeret omtrent 9 MW store varmepumper, hvilket svarer til opvarmning af ca. 6.000 husstande, mens Energinet.dk forventer 120 MW i 2020.

De store varmepumper er den mest effektive teknologi til at udnytte vindmøllestrømmen – i stedet for at sælge den billigt til nabolande. Varmepumperne er sammen med fjernvarmeværkernes kraftvarmeanlæg og akkumuleringstanke den bedste måde at balancere el-systemet på, fordi de kan tænde og slukke i forhold til, om vindmøllerne snurrer eller står stille.

Men som det er nu, så betyder PSO-betaling, at den store varmepumpe på et fjernvarmeværk koster op mod 1.000 kr. mere i afgifter pr. hustand, end hvis varmen kommer fra andre opvarmningskilder.

Det kan ganske enkelt ikke svare sig økonomisk at investere i at kunne udnytte overskudsel til fjernvarme. Og på samme måde forholder det sig med udnyttelse af overskudvarme fra erhvervslivet, som også rammer ind i stopklodser i form af afgifter, der gør det mere attraktivt at investere i ny energiproduktion end i udnyttelse af energi, der allerede er til rådighed, men blot går til spilde.

De hindringer er relativt lette at omgå. De kræver blot politiske beslutninger, der vitterligt følger den linje, som allerede er fastlagt med visionen om en el- og varmeproduktion baseret på 100 procent vedvarende energi i 2035. Det er blot 20 år, og netop nu skal eksempelvis fjernvarmeværkerne investere i de teknologiske løsninger, der skal sikre fjernvarmeforsyningen 20-30 år frem. Derfor haster det med at lade regler og afgifter blive rettet til, så de også fremmer den grønne omstilling.

For energieffektivisering er nu engang blandt de allerbedste investeringer. Man bruger ikke mindre energi af blot at producere mere på en ny måde. Men det gør man af at udnytte eksisterende energi smart.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094