23948sdkhjf

Helveg hilser Rigsrevisionens solcelleberetning velkommen

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen er glad for, at der er foretaget en grundig undersøgelse af statens støtte til solceller. Ministeren er samtidig tilfreds med de tiltag, som ministeriet har gennemført for at forebygge lignende situationer i fremtiden.
- Jeg er glad for, at Rigsrevisionen nu har foretaget en grundig undersøgelse af statens støtte til solceller. Der er ingen tvivl om, at håndteringen af sagen kunne have været bedre, og at ministeriet har lært af hele forløbet omkring støtten til solceller, lyder det fra klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, der samtidig noterer sig, at ingen af Rigsrevisionens kritikpunkter kan tilskrives tilsigtede handlinger fra ministeriets side.

Ministeriet har siden sommeren 2013 udvidet overvågningen med solcelleudbygningen og har gennemført konkrete tiltag for at kvalitetssikre det lovforberedende arbejde og sikret flere ressourcer til arbejdet med solceller. Rigsrevisionen har fundet ministeriets lovarbejde fra 2013 tilfredsstillende, ligesom Rigsrevisionen finder ministeriets ugentlige overvågning af udbygningen og afrapporteringen til Folketinget for hensigtsmæssig.

- Det har været et beklageligt forløb. Og det er uden tvivl noget, ministeriet har lært meget af. Vi har gennemført en række konkrete initiativer i både Energistyrelsen og i Klima-, Energi- og Bygningsministeriets departement, som styrker kvaliteten af ministeriets arbejde. Ministeriet skal kunne levere høj kvalitet i både det lovforberedende arbejde og i betjeningen af ministeren. Det er de mange initiativer med til at sikre, siger departementschef Thomas Egebo.

- Jeg er tilfreds med de initiativer, som ministeriet har gennemført for at forebygge, at der opstår lignende situationer i fremtiden. Det kvitterer Rigsrevisionen for i sin rapport og det vidner om, at ministeriets egen indsats har virket, siger Rasmus Helveg Petersen.

Ministeren vil fortsat oversende en ugentlig opgørelse over udbygningen med solcelleanlæg til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg og i øvrigt løbende informere Folketinget og energiforligskredsen om relevante informationer, oplyser ministeriet.

- Jeg vil nu læse beretningen grundigt og afgive skriftlige bemærkninger til Statsrevisorerne inden for svarfristen, slutter Rasmus Helveg Petersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081