23948sdkhjf

Energi-glæde i Assens

Assens Kommune har to år tidligere end planlagt nået sit mål om at reducere CO2-udledningen med 25 procent. Kommunen har siden 2010 investeret målrettet i energibesparende tiltag.
Hans Bjergegaard, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Assens Kommune, er begejstret over, at kommunen allerede nu kan sætte et så markant flueben.

- For os som klimakommune er det glædeligt, at vi allerede nu kan vinge af, at vi har nået vores målsætning i forhold til vores energi- og klimahandlingsplan. På den måde sparer vi som kommune en masse penge, der kan bruges på andre vigtige ting, og samtidig bidrager vi til et bedre og grønnere miljø til glæde for alle, siger Hans Bjergegaard og uddyber:

- Alene på kommunens bygninger er der sket et fald på 34 procent, og det har kunnet lade sig gøre, fordi vi har investeret målrettet i energibesparende tiltag, og fordi brugerne af bygningerne er indstillet på at bruge dem på en energibesparende måde. Der skal derfor også lyde en stor ros til alle brugerne af vores bygninger.

Fælles indsats kan aflæses på bundlinjen
Assens Kommunes evaluering af det faktiske energiforbrug viser, at skolerne i Assens Kommune i forhold til 2009, hvor energiprojektet startede, nu sparer 2,8 mio. kr. årligt.

- Det betyder en samlet årlig besparelse på 4,5 mio. kr., når alle kommunens energireducerende tiltag lægges sammen, fortæller byg- og beredskabschef Lars Evald Jensen og fortsætter:

- Det står helt klart, at når vi investerer så målrettet i kommunens bygninger, så kan vi også se resultater på bundlinjen.

Vejbelysning har også givet gode resultater
Assens Kommune er også godt med i forhold til at reducere CO2-udledningen fra vejbelysning. I 2012 blev der sat nogle initiativer i gang, der har betydet, at kommunen allerede i 2012 fik reduceret CO2-udledningen for vejbelysning med hele 24 procent, mens den i 2013 faldt med 15 procent.

Fakta
Der er siden 2010 investeret 51 mio. kr. i de kommunale bygninger. Bygningerne udgør 2/3 af Assens Kommunes samlede udledning.
Kommunens CO2-udledning bliver hvert år gjort op i et CO2-regnskab, der omfatter kommunale bygninger, vejbelysning og transport.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094