Klumme: Nettomålingsordningen og selvforsyning med solceller og husstandsvindmøller skal genindføres
Selvfølgelig skal der forskes i og udvikles nye energiteknologier. Alligevel ser det bagvendt ud, at det statslige EUPD-program stadig fremmer udviklingen af helt nye typer solcelleanlæg, samtidig med at staten i 2012 standsede for opstillingen af de billige, driftssikre og langtidsholdbare krystallinske solceller samt husstandsvindmøller.
Modelfoto/Colourbox.
Det gennembrud fik vi i 2010 til 2012, dog ikke med de organiske solceller, men med de krystallinske solceller, hvoraf der på kort tid med husejeren som kunde og mindre virksomheder som leverandør blev opstillet 90.000 anlæg på folks hustage. Man havde i Danmark med endnu et eksempel på national selvtilstrækkelighed fuldstændig overset eller ignoreret, at solceller var i industriel masseproduktion i udlandet og med en årlig omsætning på flere hundrede milliarder kroner.
Man kan ud fra EUDP’s dispositioner mistænke programmets bestyrelse for stadig ikke at have kendskab til, at solceller siden 2009 er faldet i pris med en faktor 3 eller 4, og at det ikke er teknologiske begrænsninger, der stiller sig i vejen for en storstilet udbygning. Solceller fremstilles i dag i masseproduktion som biler og hårde hvidevarer, hvor masseproduktion og international konkurrence bestemmer prisen.
Hvor Danmark ingenting fik, satsede Tyskland tidligt på solceller og fik en industri, der i dag tæller 35.000 beskæftigede. Mange virksomheder er lukket, men andre er kommet til, og helt nye industrielle sektor med integration af solceller på kryds og tværs i energisektoren samt i autonome anlæg er under udvikling, så udbygningen med solceller fortsætter. For tyske landmænd er el-produktion med solceller en vigtig supplerende indtægtskilde og naturligvis bedre end direkte støtte fra staten. Solceller er i dag i Tyskland så udbredte, at de har en årsproduktion, der næsten svarer til Danmarks årlige elforbrug på 36 TWh.
Man er nødt til at konstatere, at Danmark er for sent ude, når det gælder fremstilling af solceller. Det tog begyndte at køre i begyndelsen af 1990erne, men dengang blev ethvert tilløb til en solcelleindustri blokeret af regnedrengene i finansministeriet, som naturligvis ikke har forstand på, hvad det kræver at skabe nye industrielle sektorer. De kan noget med samfundsøkonomiske beregninger, hvor det er et princip, at en ny energiteknologi skal kunne konkurrere med allerede veletablerede energiformer, hvilket selvfølgelig er absurd teater.
Dersom man nu i regi af EUDP forestiller sig, at man fra statens side kan indhente det forsømte og skabe en solcelleindustri, der kan konkurrere med importerede krystallinske solceller, så er det et udtryk for manglende dømmekraft. EUDP’s bestyrelse består da også overvejende af personer, der ingen særlig tilknytning har til vedvarende energisektoren eller til, hvorledes man skaber nye industrielle sektorer. Det er da også på det seneste er kommet frem i dagspressen. Ikke mindst repræsentanter for de mindre virksomheder har udtrykt kritik af EUDP og dets ledelse og stillet krav om nye støtteordninger, der er tilpasset de mindre virksomheders behov.
Det blev i 2012 nærmest betragtet som katastrofalt for samfundsøkonomien, at der omsider kom gang i solcelleudbygningen i Danmark, hvor man tværtimod skulle have glædet sig over, at husejerne i en recessionsperiode var parate til at investere 100.000 kroner i fossilfri energiproduktion, som endnu et bidrag til udfasning af kul, olie og naturgas. Men også her satte de der økonomer, der kan lave samfundsøkonomiske beregninger, en kæp i hjulet. De kan øjensynligt ikke i sammenligning med tyskerne finde koblingen mellem energiforsyning og erhvervsudvikling. Det må da også konstateres, at dersom man havde anvendt de samfundsøkonomiske beregninger på den vordende vindmølleindustri i 1980erne, så havde Danmark aldrig fået en vindmølleindustri. Skulle det virkelig være så vanskeligt at få ind i beregningerne, at det for det danske samfund er bedre, at husejerne investerer 100.000 kroner i et solcelleanlæg, der producerer ren energi i de næste 20 år og ifølge Connie Hedegaard faktisk skabte 4.000 nye arbejdspladser, end at de samme husejere bruger 100.000 kroner på jordomrejse med Singapore Airlines, hvor der ikke lægges en krone i moms, afgifter eller arbejdspladser i dette land?
Men tilbage til den nuværende situation, hvor det er vigtigt igen med nye initiativer at få sat fart på udbygningen med solceller. Det var nettomålingsordningen, der gjorde forskellen. Den var populær og ubureaukratisk. Men stærke kræfter blev sat ind på at få den fjernet. Den blev blandt andet afskaffet, fordi solcellerne var faldet i pris. Det kunne der imidlertid have været kompenseret for, ved at staten opkrævede et udligningsbeløb pr. kWh beregnet i frohold til prisen for solceller i 2010, ligesom el- distributionsselskaberne kunne have forlangt et vederlag for at stille el-nettet til rådighed. Men nettomålingsordningen kan indføres igen.
Nu da PSO ordningen ligger i ruiner, og det er fuldstændig usikkert, hvornår udbygningen med solceller kan videreføres, er det oplagt, at ministeren tager et konstruktivt initiativ. Nettomålingsordningen kan ligesom i 2010 træde i kraft hurtigt og behøver ikke som PSO at skulle tage turen via EU med mange, tidskrævende spørgsmål og svar.
Denne gang skal man blot sørge for fra starten at lukke af for forskellige smarte løsninger, såsom afskrivninger på husejernes solcelleanlæg, som er til selvforsyning. En husejer bliver ikke pludselig erhvervsdrivende, fordi der ligger et solcelleanlæg oppe på taget. Det bør i fremtiden være en lige så naturlig ting som køkkenet eller komfuret, som man heller ikke kan afskrive på, selv der sker produktion af mad.
Ved nettomålingsordningen modtager man ikke tilskud. Måleren løber baglæns, og når solcellerne og husstandsvindmøllen på årsbasis har produceret det samme som husstandens elforbrug til lys og varme, er der tale om selvforsyning.
Finansministeren har et provenutab gennem mistede indtægter fra afgifter. Men det har han også, når forbrugerne kvitter cigaretterne eller skifter fra egen bil til tog eller bus, for ikke at tale om afgiftslettelsen, man får ved at erstatte oliefyret med en varmepumpe, hvortil strømmen tilmed kan komme fra et kuldrevet elværk. Det er der ingen, der begræder.
Det er endnu mere i hele samfundets interesse, at husstandene udskifter olieforbruget med selvforsyning fra egen lille vindmølle, solceller eller anden form for vedvarende energi.
I samfundets store husholdningsregnskab gør det ingen fattigere, om der er et provenutab hos staten, eller der skal betales via PSO. Det er de samme mennesker, forbrugerne, der bidrager til omstillingen til en fossil fri fremtid, med sikring af klimaet og ny beskæftigelse. Med et PSO system, der ligger i ruiner, er det tiden at genindføre den succesrige nettomålingsordning
