23948sdkhjf

EU's kritik af PSO’en spænder ben for solcellestøtte

EU-Kommissionen fastholder, at den danske PSO-ordning er traktatstridig, og skaber dermed usikkerhed omkring de planlagte lempelser af PSO’en. Samtidig spænder hele PSO-problematikken ben for en afklaring omkring dansk statsstøtte til blandt andet solceller og husstandsvindmøller.
Energistyrelsen modtog fredag EU-Kommissionens svar på drøftelserne om PSO-ordningen, og kommissionen fastholder, at den eksisterende ordning er traktatstridig.

EU-Kommissionen mener, at det danske PSO-system er diskriminerende over for importeret elektricitet, da det danske PSO-gebyr pålægges al el, som forbruges i Danmark, mens det kun er indenlandsk produceret el, som har adgang til de støtteordninger, som finansieres af PSO’en.

Det er ikke hele PSO-systemet, der skal ændres, men alene problemstillingen i forhold til importeret elektricitet, der skal håndteres.

- Sagen har skabt usikkerhed blandt både virksomheder og borgere om afregningspriser på el og om de lempelser af PSO’en vi gennemførte i vækstaftalen. Den usikkerhed kan vi ikke leve med. Jeg vil derfor personligt følge op over for konkurrencekommissær Almunia, så vi hurtigst muligt kan finde en stabil løsning, lyder det fra klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

EU-Kommissionen har opfordret Danmark til at fremsætte konkrete svar, der kan adressere problemstillingen. Kommissionens svar forudsætter yderligere afklaring med Kommissionen om en hurtig løsning på sagen.

- Jeg er meget optaget af, at der findes en løsning, som passer til de danske forhold. Jeg kan ikke sige nu, hvordan den endelige løsning kommer til at se ud, men én ting er sikker, og det er, at vi også i fremtiden støtter grøn energi, så vi kan fortsætte omstillingen væk fra kul, olie og naturgas, siger Rasmus Helveg Petersen.

En klods om benet på støtten til solceller
Kommissionen har desuden tilkendegivet, at der skal findes en løsning på problemstillingen omkring PSO-systemet, før de verserende statsstøttesager vedrørende solceller og vindkraft kan godkendes.

- Det er vigtigt, at der findes en snarlig og smidig løsning på sagen, så vi kan komme videre med de verserende statsstøttesager om vind og sol, som afventer en afgørelse i kommissionen, og så vi kan få gennemført de PSO-relaterede dele af vækstaftalen, som netop er indgået, siger Rasmus Helveg Petersen.

Klima-, energi- og bygningsministeren har bedt Energistyrelsen om at indlede en dialog med EU-Kommissionen om en hurtig løsning på sagen, så de mange borgere, der venter på støtte til blandt andet solceller og husstandsvindmøller, som Folketinget har vedtaget, kan få afsluttet den lange ventetid.


Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094