Energinet.dk sætter fokus på sammentænkning
Sammentænkning er helt nødvendig for, at danske borgere og virksomheder i fremtiden er sikret stabil energi og et effektivt energisystem. Derfor er det også overskriften på Energinet.dk’s Strategiplan 2014.
Traditionelle kraftværker vil ifølge Energinet.dk være en grundpille i energisystemet i mange år fremover, men i takt med at eksempelvis. flere og flere vindmøller skyder op, vil der blive mindre og mindre brug for fossile brændsler. Det kræver, at produktion og forbruget hos borgere og virksomheder bliver mere fleksibelt. Og el og gas skal spille endnu bedre sammen med varmesektoren, og den energi vi bruger i transportsektoren.
Balance på mange planer
Ifølge Peder Østermark Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk, bliver balance vigtigere og vigtigere for forsyningssikkerheden.
- Vi skal sikre os, at der er balance mellem det korte og lange sigt - mellem de teknologier, der laver energien i dag, og de, der skal sikre forsyningssikkerheden i fremtiden. Mellem forbrugere og producentinteresser, mellem nationale og internationale virkemidler.
- Energinet.dk viser med Strategiplan 2014 vejen, men vi kan ikke løse alle udfordringerne alene. Det må vi gøre fælles i branchen. Derfor inviterer Energinet.dk til, at vi sætter os sammen, for eksempel for at sikre, at der også fremover er et fornuftigt forretningsgrundlag, både for de, der laver energi, når det blæser, og dem, der producerer mest, når det er vindstille, siger Peder Østermark Andreasen.
Energinet.dk lancerer strategiplanen 12. september i IDA Mødecenter i København. Tilmelding kan ske på Energinet.dk’s hjemmeside.