23948sdkhjf

Øst-vest-vendte solceller er vejen frem

Skiftende og uklare støtteregler til solceller har fået WellMore Energi til at gå nye veje for igen at gøre salg af solceller til private til en god forretning, der ikke er afhængig af statsstøtte.
Da solcelleboomet i 2012 var på sit højeste kunne den danske solcellebranche knap nok følge med efterspørgslen på solceller til private. De små solcelleanlæg skød op på flere og flere danske hustage, og spekulationer om, hvornår der fra politisk side ville komme et indgreb i forhold til den meget attraktive nettomålerordning fik blot danskernes iver efter at få del i solcelleeventyret til at vokse.

Men den 20. november 2012 ændrede regeringen så støttereglerne, så afregningen for de private anlæg fremover blev timebaserede hvilket betød, at strømmen skulle bruges inden for den time, hvor den blev produceret for at opnå støtten. Resultatet blev et brat stop for salget af solceller til private.

Hos WellMore Energi i Egtved medførte de ændrede støtteregler, som for så mange andre virksomheder i branchen, at de private kunder forsvandt fra den ene dag til næste. Men i stedet for at give op, gav den radikale ændring i solcellestøtten anledning til nytænkning i den jyske virksomhed.

Langt størstedelen af solcellerne på danskernes tage er sydvendte, fordi de således kan udnytte solens stråler optimalt. Men med en timebaseret afregning giver det ikke længere økonomisk mening for den enkelte husejer at producere mere strøm, end husstanden selv kan nå at bruge. Den erkendelse fik i foråret 2013 WellMore til at begynde at opstille solcellepaneler, der er skiftevis øst- og vest-vendte.

- Nu laver vi udelukkende anlæg til private med afsæt i, at strømmen kun skal dække folks eget elforbrug, og her giver de øst-vest-vendte solceller bedst mening i forhold til timeafregningen. Med øst-vest-vendte solceller kan man nemlig lave en mere jævn produktion af strøm, der løber over flere af døgnets timer, forklarer direktør i WellMore, Alex Pedersen, der allerede i foråret 2013 kunne konstatere, at de private kunder igen begyndte at vise interesse for solceller – om end i et noget reduceret omfang sammenlignet med solcelleboomet i 2012.

- Det er som regel 6-7-8 kilowatt-anlæg vi nu sælger til private, og vi laver det helt uden støtte, fortæller Alex Pedersen og understreger, at WellMore, der er træt af de skiftende vinde i solcellebranchen, nu arbejder på at gøre sig så uafhængige af støtteregler som muligt.

- Jeg synes, at man på sigt i den her branche skal kunne klare sig uden politisk vedtagede støttemidler, men så ville det også være skønt, hvis politikerne vil blande sig uden om, slutter han.
Kommenter artiklen (8)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.875