23948sdkhjf

Første spadestik til fynsk biogas

Onsdag den 16. juli kom spaden i jorden til det store biogasanlæg i Heden på Midtfyn. Anlægget er efter planen klar til at sende CO2-neutral gas på naturgasnettet allerede fra vinteren 2015 og bliver det største af sin art på Fyn.
Fem års målrettet arbejde på at etablere et biogasanlæg på Midtfyn bliver nu endelig realiseret. Onsdag den 16. juli blev byggeriet sat officielt i gang med et første spadestik på byggegrunden ved Lervangsvej i Heden, Midtfyn.

Bag anlægget står leverandørforeningen Fåborg-Midtfyns Biogas AmbA og energiselskabet Naturgas Fyn, mens danske Xergi skal levere anlægget.

Største fynske anlæg
Anlægget bliver det største af sin art på Fyn, og er ét blandt flere biogasanlæg, Naturgas Fyn sætter i gang i den kommende tid. For en måned siden satte selskabet også spaden i jorden til et stort anlæg i Holsted, og i september vil bygningen af yderligere et anlæg ved Bogense blive igangsat.

Direktør Ole Hvelplund glæder sig over den store aktivitet på området:

- Det er meget tilfredsstillende, at vi nu får sat handling bag ordene og får realiseret en række af de mange gode projekter og vores hjemlige potentiale for grøn energi via biogas. Naturgas Fyn reagerer på det politiske ønske om at sikre en grøn omstilling og ser frem til meget snart at kunne tilbyde produkter, som baseres på vedvarende energi. Lige nu glæder vi os over det gode samarbejde, vi har med de mange dygtige og engagerede leverandørforeninger. Med Xergi som leverandør føler vi os også sikre på at komme trygt i mål med det midtfynske anlæg.

30. Xergi-anlæg i Danmark
Xergi, der er totalleverandør på anlægget, har i en årrække markeret sig ved flere danske og internationale anlægsløsninger. Anlægget i Heden bliver Xergis 30. på dansk jord:

- Xergi tilbyder bl.a. en teknologi, der gør det muligt at opnå en høj gasproduktion med mange forskellige typer biomasse på samme tid, hvilket også passer godt til de danske forhold. Vi glæder os i det hele taget til at levere vores kompetencer til opbygningen af en dansk biogasproduktion, lyder det fra selskabets direktør Jørgen Ballermann.

Fakta om biogasanlægget:
• Skal årligt behandle cirka 300.000 ton husdyrgødning og omkring 65.000 ton anden biomasse
• Vil årligt producere cirka 10 mio. m3 bionaturgas
• Det svarer til næsten 5.500 boligers årlige varmeforbrug
• Bliver det største af sin art på Fyn
• Har modtaget godt 40 mio. kr. i anlægsstøtte
• Fjernvarme Fyn var tidligere partner, men har valgt at træde ud af projektet
• Kan i etableringsfasen generere op mod 80 årsstillinger og ca. 10 lokale fuldtidsstillinger på sigt
• Forventes i drift fra vinteren 2015
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095