23948sdkhjf

Klumme: Endnu mere energieffektivt

EU’s stats- og regeringschefer efterspørger nu i endnu højere grad end før forsyningssikkerhed på energiområdet. Det kan landene blandt andet opnå ved at udnytte egne energikilder mere effektivt. Her kan Danmark spille en afgørende rolle, for energieffektivitet er en dansk spidskompetence.
Krisen mellem Rusland og Ukraine har afsløret svagheden ved EU’s enorme afhængighed af importerede fossile brændsler. Det gælder eksempelvis de store mængder naturgas, der pumpes fra Rusland via Ukraine og videre til en række europæiske lande. Sårbarheden blev for alvor udstillet, da Putin for nylig lukkede for gashanen til Ukraine.

Men svaret på den udfordring ligger lige til højrebenet, for den bedste energi, der findes, er den, der aldrig bliver brugt. Og netop den form for energi er der masser til rådighed af i EU-landene.

Det skyldes et ganske enormt spild. Gigantisk faktisk.

EU-landene spilder årligt energi, der svarer til den samlede mængde af importerede fossile brændsler – eller hvad der omsat til kontanter svarer til 1000 euro per EU-borger.

Det burde få alarmklokkerne til at ringe højlydt blandt regerings- og statschefer, for det skyldes i bund og grund ineffektiv energiudnyttelse.

I Danmark sikrer fjernvarme, at to ud tre huse er koblet på et grønt og effektivt energisystem, der samler overskuds- og spildenergi op fra en lang række af kilder. Kilder, der blandt andet omfatter overskudvarme fra industrien, affalds-behandlingsanlæg og sågar supermarkeders frysediske. Og med til rækken hører naturligvis også kraftvarmeværkerne og grønne kilder som sol, vind, geotermi og biomasse. Kilden er i og for sig ikke det vigtigste, fordi fjernvarme er fleksibel.

Herhjemme udgør energiforbruget i danske boliger 40 procent af det samlede energiforbrug. Havde vi ikke brugt eksempelvis overskudvarmen fra el-produktionen i form af kraftvarme, ja, så havde vi skullet bruge 11 procent mere energi.

Tænk så blot på, hvad andre EU-lande vil kunne spare, hvis de blot fulgte samme opskrift og udnyttede den energi, som alligevel er til rådighed fremfor at smide den ud og fremstille nyt?

Det vil kunne betyde en kæmpe besparelse i indkøb af brændsler, og det vil sænke afhængigheden af at skulle importere fossile brændsler. Samtidig vil det være et markant bidrag til den grønne omstilling.

På EU-plan er udbredelsen af fjernvarme dog kun på 12 procent, og derfor spilder vore nabolande enorme mængder energi. Først og fremmest fra de mange ineffektive kul-kraftværker, som med en effektivitet på omkring 30 procent lader overskudsvarmen ryge ud til fugle og fisk i stedet for at lune folks stuer.

Men det kræver omfattende viden og erfaring at udnytte potentialet fuldt ud. Heldigvis er det viden og kundskaber, som Danmark er specialist inden for. Derfor er det også en oplagt vækstmulighed for danske virksomheder at slå ind på dette marked. Nogle af vore største industrivirksomheder som Danfoss og Grundfos har i mange år arbejdet med fjernvarme-eksport. Ganske enkelt fordi disse store virksomheder kan imødekomme den kæmpe efterspørgsel på energieffektivitet. Det kan nemlig betale sig at undgå energispild som eksempelvis ved at bortkøle overskudvarmen fra el-produktion for i stedet at bruge el til opvarmning. Man smider halvdelen af energien ud og bruger til gengæld dobbelt så meget.

Selv om vi er med helt fremme herhjemme, er der stadig mange energikilder, vi vil kunne udnytte smart og effektivt i stedet for at lade dem gå til spilde. Det vil samtidig gøre det muligt at indfri det politiske mål om et definitivt farvel til fossile brændsler i el og opvarmning senest i 2035.

Det er ikke så svært endda, men det kræver modet til at gøre det. Til gengæld vil vi opnå forsyningssikkerhed, billig energi, CO2-reduktion i kæmpe skala og et dansk eksporteventyr.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109