23948sdkhjf

Dansk Fjernvarme: Nu skal rammerne for energisektoren falde endelig på plads

Den politiske usikkerhed omkring energiaftalen fra 2012 ser nu ud til at blive fjernet med rammeaftalen for vækstpakken. Det er positivt, mener Dansk Fjernvarme, men udskydelsen af en vindmøllepark kræver yderligere fokus på, at decentrale kraftvarmeværker kan sikre forsyningssikkerheden.
Den politiske rammeaftale mellem Venstre og regeringen omkring Vækstpakke 2014 skal sikre den nødvendige ro på energiområdet, mener Dansk Fjernvarme. Det giver blandt andet fjernvarmeværker de nødvendige rammer til at investere langsigtet i den teknologi, der skal sikre den grønne omstilling.

-Nu har der det seneste år været uro og usikkerhed. Det ser heldigvis ud til at blive afløst af stabile rammer nu, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Fjernvarmeværkerne i Danmark er netop i disse år i gang med enorme investeringer i ny, grøn teknologi. I 2013 investerede værkerne således fem milliarder kroner i solvarmeanlæg, biomasse, varmepumper og udvidelser.

Farvel til forsyningssikkerhedsafgiften
Vækstpakke 2014 betyder også, at den udskældte forsyningssikkerhedsafgift skal rulles tilbage, har parterne aftalt.

-Forsyningssikkerhedsafgiften skabte skævvridning af konkurrencesituationen de forskellige opvarmningsformer imellem og var ikke til fordel for grønne løsninger. Det bliver heldigvis fjernet nu, siger Kim Mortensen.

Forsyningssikkerhedsafgiften er allerede indført på fossile brændsler, og også dette skal rulles tilbage, så eksempelvis de højeffektive decentrale kraftvarmeværker ikke afgiftsbelægges tårnhøjt.

Decentrale værker igen vigtige
Og netop disse værker bliver med Vækstpakke-aftalen meget vigtige. Udskydelsen af de relativt dyre vindmølleparker svækker nemlig forsyningssikkerheden, altså sikkerheden for strøm i stikkontakterne. Den forsyningssikkerhed kan de decentrale kraftvarmeværker levere.

-De decentrale kraftvarmeværker kan tænde og skrue op for produktionen med ultrakort varsel, når vindmøllerne står stille, så disse fjernvarmeværker bliver vigtigere end nogensinde før for forsyningssikkerheden i hele energisystemet, siger Kim Mortensen.

Problemet omkring forsyningssikkerheden bliver yderligere aktualiseret af, at både Dong og Vattenfall har meldt ud at ville lukke yderligere blokke på de centrale kraftværker og dermed sænke den danske selvforsyningsevne.

Mindre administration
Regeringen og Venstre lægger i deres rammeaftale for Vækstpakke 2014 også op til en lettelse af de administrative byrder for virksomhederne.

-De seneste år er de administrative byrder for fjernvarmeværker vokset betydeligt. Det er glædeligt, at regeringen og Venstre ønsker at lette virksomhederne for administrativt bøvl, så fjernvarmeværkerne eksempelvis kan fokusere endnu mere på effektivisering af den daglige drift. Det vil alt andet lige komme samfundet til gode og også sikre forbrugerne lavere priser, siger Kim Mortensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125