23948sdkhjf

Ny rapport: 1,59 millioner danske tagrygge velegnede til solenergi

Et tysk energiselskab har udpeget 1,59 mio. danske bygninger, der egner sig godt til solenergi. Det giver sammenlagt et installationspotentiale på 14,7 GWp solcelleanlæg i det ganske land.
Bag det nye register står det tyske andelsselskab, Die Energiegesellschafter eG, som har beregnet solenergipotentialet for Danmarks tage.

Formålet med det danske register er at skabe opmærksomhed omkring og øge antallet af solcelleanlæg i Danmark. Potentialeregisteret i Tyskland støtter allerede i dag udbygningen af vedvarende energikilder.

Solenergi til alle danske husholdninger
- Vi har identificeret 1,59 mio. bygninger, som har tagflader, der enten egner sig godt eller meget godt til solenergi. Sammenlagt giver det et installationspotentiale på 14,7 GWp solcelleanlæg. Hvis halvdelen af disse anlæg rent faktisk bliver realiseret, vil solcelleanlæggene producere det, som svarer til det årlige elforbrug i samtlige danske, private husholdninger. Derudover er det også muligt at installere solvarmeanlæg, fortæller Stephan Wilforth, direktør for Die Energiegesellschafter EG i forbindelse med offentliggørelsen.

Tager højde for mangt og meget
- I beregningerne er der taget højde for solindstrålingen samt solens placering i løbet af et år og den afledte effekt af skyggekastning fra tagkonstruktioner, nabobygninger, vegetation og landskab. Undersøgelserne er baseret på laserscanninger af højdedata og bygningsomrids, som Danmark har stillet til rådighed i forbindelse med den Europæiske Unions Open Data-initiativ. Danmark er blandt de første EU-lande, som gør disse data offentligt tilgængelige. Med afsæt i de tilgængelige data blev 1,86 mio. danske bygninger med et areal på mellem 45 og 500 m2 identificeret. Derudover skulle bygningerne også være egnede til laserscanning af højdedata til 3D-modeller og til indstrålings- og skyggeanalyser, uddyber Stephan Wilforth.

Resultatet er det interaktive kort www.energyroof.dk, hvor danske husejere kan se potentialet ved installation af et solcelleanlæg.

Om borgerenergiandelsselskabet Die Energiegesellschafter eG
Die Energiegesellschafter eG er et registreret andelsselskab, hvor borgere kan engagere sig. Under andelsselskabets motto ”Hvad du ikke formår alene – det formår mange i samarbejde” har borgerne slået sig sammen for at etablere solcelleanlæg, og for at rådgive og støtte andre med planlægning og installation af solcelleanlæg.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063