23948sdkhjf

Fairwind fordobler omsætningen

Den vejlensiske virksomhed, der er leverandør til vindmølleproducenter og vindmølleejere, brager derudad. I det seneste regnskabsår lykkedes det således Fairwind A/S at fordoble sin omsætning i forhold til året før.
Det skriver Børsen.

Virksomhedens administrerende direktør og medejer Ingvar Jensen vil ikke overfor avisen oplyse virksomhedens omsætning, men siger at omsætningen i hvert fald er fordoblet til ”et mindre, trecifret millionbeløb på mellem 150 mio. kr. og 250 mio. kr.”

Bruttoresultatet i Fairwinds årsregnskab for 2013 lyder desuden på 44,8 mio. kr. i mod 20,6 mio. kr. i året før.

Fairwind blev stiftet i 2008 og havde dengang 8 medarbejder. I dag beskæftiger virksomheden ifølge avisen 350 personer med opstilling og service af vindmøller. Fairwind A/S fik desuden i marts i år den grønne kapitalfond SE Blue Equity som hovedaktionær og har dermed kapitalgrundlaget for at vokse og finansiere sin vækst yderligere. Alligevel mener virksomhedens administrerende direktør, at man skal passe på med bare at storme derudaf. Med den eksplosive vækst, som virksomheden har oplevet siden sin opstart, mener direktøren således, at der nu er behov for en konsolidering af organisationen.

- Vi skal kunne følge med. Ellers kommer vi til at kvaje os på et tidspunkt. Det er heller ikke nødvendigvis et mål bare at blive større. Der er mange fordele ved at være stor, men man kan også nemt miste sin fleksibilitet og risikere, at ting falder ned mellem to stole, fordi ingen ved, hvem der har ejerskab til en opgave, siger Ingvar Jensen til Børsen.

Fairwinds resultat før skat steg i 2013 fra 8 mio. kr. til 13 mio. kr. Den relativt beskedne stigning i forhold til omsætningen skyldes ifølge avisen virksomhedens investeringer.

Originalartikel: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/...
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.061