23948sdkhjf

Nyt nordisk projekt skal spare på energien

Optimering af energiforbruget og styrkelse af en bæredygtig livsstil – det er målsætningen i et nyt nordisk projekt kaldet ’SURE’, der har både dansk, svensk og finsk deltagelse.
Projektet skal udvikle en effektiv og billig løsning til at opnå energibesparelser og samtidig kortlægge energiforbrug i etageboligbyggeri, som står foran renovering, oplyser samarbejdsparterne, som fra dansk side tæller IC-Meter, Insero Energy og Insero Business Services.

I dag udgør det eksisterende byggeri op mod 40 procent af det samlede energiforbrug og 36 procent af det samlede CO2-udslip i EU. Det er tal, der i sig selv er en udfordring, og da nybyggeri kun udgør en procent af den samlede bygningsmasse i Europa, vil de fleste eksisterende bygninger stadig være i brug i 2050. Desuden tager nuværende energirenoveringer som oftest afsæt i bygningsmæssige forbedringer, og de er både dyre, ineffektive og tager sjældent højde for potentialet i at inddrage beboerne og påvirke dem til at få mere energieffektive vaner. Status quo udgør således en gordisk knude, der forhindrer dybere energirenoveringer, skriver samarbejdsparterne i en pressemeddelelse.

Det nye fællesnordiske projekt ‘SURE! – Bæredygtig nordisk energirenovering’ adresserer disse problemstillinger ved at fokusere på en effektiv og billig måde, hvorpå man kan optimere energiforbruget samt styrke en bæredygtig livstil for beboere i etageboligbyggeri, som står foran renovering.

- Erfaringer viser, at man sjældent opnår de forventede energibesparelser med rene bygningsmæssige renoveringer, og at der dermed er behov for yderligere tiltag. Ved at benytte en ny teknologi til diagnosticering og optimering af opvarmning og indeklima i eksisterende bygninger - og ved at supplere denne med en brugerflade, som er designet til at fremme en bæredygtig og energieffektiv adfærd hos beboerne - kan projektet tilbyde ét samlet produkt, som hjælper med at løse dette problem, forklarer Henrik Blyt, projektleder i ’SURE! – Bæredygtig nordisk energirenovering’.

Projektet, der løber fra 1. marts i år til 1. marts 2017, kombinerer tre systemer i én platform: en ny teknologi til at optimere opvarmning og indeklima i eksisterende bygninger, et interaktivt visualiseringssystem, som vil gøre det nemmere at forstå forbruget samt en åben IT-infrastruktur.

Diagnosticering og optimering
Diagnosticerings- og optimeringssystemet i projektet skal bruges til at kortlægge energiforbruget samt indeklimaet i en bygning eller et område, der står foran en renovering. Dette vil resultere i en analyse af energieffektiviteten, som vil gøre det nemmere at identificere kilder til energiudslip, estimere mulige besparelser samt kortlægge, hvilke tiltag der er nødvendige.

Systemet, som bliver installeret ovenpå det eksisterende varmesystem, vil ifølge parterne i sig selv medføre store energibesparelser på omkring 15 procent, ligesom det kan bruges til løbende at analysere bygningen. Denne analyse kan bruges til at måle, hvor effektiv renoveringsindsatsen har været samt følge, hvordan adfærdsændringerne har påvirket energiforbruget.

- At anvende diagnosticeringssystemet før en renovering er en helt ny måde at arbejde med energi og indeklima i bygninger på. Det er desuden utroligt innovativt at bruge systemet ovenpå det eksisterende varmesystem for løbende at få analyser, forklarer Göran Wilke, direktør i IC-Meter, en af partnerne i projektet.

Interaktiv visualisering hjælper med at ændre adfærd
Naturligvis reduceres energiomkostningerne også, når ejendomme bliver renoveret, men mange af de løsninger, der tilbydes i dag, er ineffektive – og dermed dyrere. De fleste løsninger fokuserer således på bygningsmæssige ændringer og tager sjældent højde for potentialet i at inddrage beboere og påvirke dem til at få en mere energieffektiv adfærd. Det har samtidigt betydet, at der har været gennemført færre renoveringer. Der er således et behov for tiltag, som kan skabe bæredygtige adfærdsmønstre, og som kan forhindre den såkaldte ’rebound’ effekt, hvor beboerne fejlagtigt kompenserer for det sparede energiforbrug ved at bruge mere energi.

Som følge heraf anlægger projektet et holistisk og tværfagligt perspektiv, der fokuserer på det dynamiske forhold mellem teknologi, bæredygtighed og adfærd. For at opnå en reel forbedring, både i forhold til energieffektivitet i bygningen samt udvikling af bæredygtige vaner, inddrager projektet både teknologileverandører, bygningsejere og beboerne.

Helt specifikt kombinerer projektet tre systemer i én platform: en ny teknologi til at optimere opvarmning og indeklima i eksisterende bygninger, et interaktivt visualiseringssystem, som vil gøre det nemmere at forstå og handle på energiforbruget – og dermed ændre adfærd - samt en åben IT-infrastruktur.

Alle tre elementer anses som innovative i en forholdsvis konservativ byggebranche. Det er imidlertid den modulopbyggede integration af komponenterne, som samlet giver helt nye muligheder inden for bygningsadministration, brugerinddragelse og visualisering samt åben adgang til bygningsdata for tredjeparts serviceudbydere – alt sammen med det formål at reducere energiforbruget, hedder det i pressemeddelelsen.

Projektet forventes at resultere i en billig, effektiv, innovativ og brugerinvolverende renoveringsløsning, der kombinere patenteret teknologi, åbne IT-platforme samt interaktivt design. Og vigtigst af alt: løsningen vil blive valideret gennem anvendelse og erfaring i praksis.

Fakta om ‘SURE! – Bæredygtig nordisk energirenovering’
• Projektet løber over perioden 1. marts 2014 til 1. marts 2017 og har et samlet budget på omkring 15,5 mio. kr., hvoraf omkring 6,2 mio. kr. er reserveret til den danske del.
• Et Nordic Built projekt finansieret af Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP (Danmark), Energimyndigheten (Sverige), Formas (Sverige) og Tekes (Finland)
• Et tværnordisk samarbejde med partnere fra Sverige, Finland og Danmark. Partnerne er: Ecofective (SE), IC-Meter (DK), BaseN (FI), Acreo Swedish ICT (SE), Interactive Institute Swedish ICT (SE), VIA (DK), Insero Energy (DK) og Insero Business Services (DK)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11