23948sdkhjf

Kina vil lære af danske erfaringer indenfor energi

Danmark og Kina har torsdag indgået en ny samarbejdsaftale på energiområdet. Samtidig er to eksisterende samarbejdsaftaler med de kinesiske energimyndigheder blevet forlænget.
Under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og den kinesiske præsident Xi Jinping har den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, torsdag aften underskrevet en ny samarbejdsaftale mellem Energistyrelsen og det Nationale Center for Energibesparelser i Kina.

Samarbejdsaftalen skal øge kinesernes fokus på, hvordan man effektivt regulerer energieffektiviseringer - specielt i industrien. Danmark skal også være med til at udvikle og implementere strategier på både nationalt og lokalt niveau. Kina har allerede udviklet et virksomhedsprogram med fokus på de tunge industrier som stål, cement og kemikalier, og danske erfaringer kan bidrage til yderligere at sætte skub i udviklingen af en mere energieffektiv sværindustri i Kina, hedder det i en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

- Kina er verdens største energiforbruger og CO2-udleder, og der er store muligheder for at nedbringe både energiforbrug og CO2-udledning. I Danmark har vi flere årtiers erfaring med at øge energieffektiviteten – det gælder både inden for industri og på bygningsområdet. Vi har vist, at man kan sikre både økonomisk vækst og en bæredygtig energiudvikling på samme tid, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Kina har brug for energieffektiviseringer
Der er stort behov for energieffektiviseringer i Kina. Ifølge Det Internationale Energiagentur er besparelsespotentialet i Kina i 2035 på hele 25 procent af energiforbruget. Fra dansk side vil fokus i den nye aftale også være at udnytte overskudsvarmen fra den tunge industri. Via fjernvarmesystemet kan overskudsvarmen bruges til at opvarme boliger. Et konkret dansk mønsterprojekt i Anshan kan indgå som et godt eksempel for andre dele af Kina.

Eksisterende aftaler forlænges
I forbindelse med underskrivelsesceremonien torsdag aften forlængede Klima-, Energi- og Bygningsministeriet desuden to eksisterende samarbejdsaftaler med henholdsvis Kinas energiministerium (NEA), og Kinas Ministerium for Bygninger, By- og Landdistriktsudvikling (MoHURD).

Samarbejdsaftalen med NEA fokuserer på, hvordan Kina kan øge andelen af vedvarende energi, mens MoHURD-samarbejdet styrker grøn, energieffektiv byudvikling ved at lægge vægt på bæredygtigt byggeri og fjernvarme. Opførelse af energirigtige bygninger kunne spare store mængder energi. Omkring 15 millioner kinesere flytter til byerne hvert år, og Kina står for 50 pct. af den globale tilvækst i bolig-m2, oplyser Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

- Kina har længe været verdens vækstmotor, men det er samtidig også et af verdens mest energiforbrugende lande. Forlængelsen af aftalerne viser, at Kina prioriterer den grønne omstilling højt og ønsker at finde bæredygtige løsninger på de problemer, som den store vækst også har ført med sig. Danmark har de nødvendige tekniske løsninger og erfaring med energiomstilling, som vi kan dele og videreudvikle sammen med Kina. Det kan begge lande drage nytte af, siger Rasmus Helveg Petersen.

Danmark har ca. 500 virksomheder i Kina, der er Danmarks næststørste samhandelspartner uden for EU. En række store og mellemstore danske virksomheder inden for energiteknologi er til stede i Kina. Danske virksomheder eksporterer bl.a. vedvarende energiudstyr, energiøkonomiske løsninger til kraftværker, fjernvarmesystemer, termostater og energibesparende udstyr i øvrigt.

Det dansk-kinesiske energisamarbejde blev etableret i 2005, hvor den første bilaterale aftale om at fremme brugen af vindenergi i Kina blev underskrevet. Fra 2006-2009 implementeredes Wind Energy Development Programme (WED). Dette samarbejde blev i 2009 afløst af Renewable Energy Development Programme (RED). Kernen i RED-samarbejdet har blandt andet været at etablere et nationalt center for vedvarende energi i Kina samt en række konkrete energiprojekter, herunder to demonstrationsprojekter i Nordøstkina.
Læs mere om: Kina
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109