23948sdkhjf

Danmark ikke længere selvforsynende med energi

For første gang siden 1996 importerer Danmark mere energi, end vi eksporterer. Det fremgår af Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2013, som også viser en fortsat stigning i anvendelsen af vedvarende energi.
Selvforsyningsgraden for energi faldt i 2013 til 93 pct. fra 102 pct. i 2012. Danmark blev selvforsynende med energi i 1997, og i 2004 producerede vi 56 pct. mere energi end vi selv forbrugte. Siden 2004 er selvforsyningsgraden dog faldet som følge af en faldende produktion fra Nordsøen, og Danmark bruger nu mere energi end vi selv producerer.

Ser man alene på forholdet mellem forbrug og produktion af olie og gas er Danmark fortsat nettoeksportør med en selvforsyningsgrad på 132 pct. i 2013.

Den samlede danske produktion af primær energi faldt 11,3 pct. i 2013 til 711 PJ. Produktionen af råolie og naturgas faldt henholdsvis 13,0 pct. og 17,7 pct., mens produktionen af vedvarende energi voksede med 2,7 pct. i 2013 i forhold til 2012.

Stigning i det faktiske energiforbrug
Det faktiske energiforbrug i Danmark steg 0,4 pct. til 763 PJ i 2013 i forhold til 2012. Udviklingen skyldes en stigning i forbruget af kul på 26,3 pct. mens forbruget af naturgas og olie faldt henholdsvis 5,2 pct. og 2,2 pct. Samtidig voksede forbruget af vedvarende energi med 2,0 pct. Stigningen i brændselsforbruget skal ses på baggrund af et betydeligt fald i nettoimporten af el i 2013 sammenlignet med den meget store import i 2012. Kulforbruget er således på niveau med 2011.

Bruttoenergiforbruget korrigeret for klimaudsving og elhandel faldt sidste år med 2,3 pct. Bortset fra forbruget af vedvarende energi faldt energiforbruget for alle brændselstyper.

Stigning i CO2-udledningen
Som konsekvens af det stigende forbrug af kul og et fald i nettoimporten af el steg den faktiske udledning af CO2-emission med 4,3 pct. i 2013. De korrigerede CO2-udledninger faldt med 3,5 pct. i 2013.

Fortsat stigning i anvendelse af vedvarende energi
Den vedvarende energis andel af energiforbruget er fortsat stigende. Andelen af vedvarende energi i det korrigerede bruttoenergiforbrug voksede fra 23,4 pct. i 2012 til 24,5 pct. i 2013. Det er primært øget anvendelse af vindenergi og solenergi, der bærer stigningen.

EU opgør andelen af vedvarende energi på en anden måde, som tager udgangspunkt i det endelige energiforbrug. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at opgøre denne andel, men den vil blive medtaget i den endelige energistatistik, som Energistyrelsen offentliggør til efteråret. VE-andelen opgjort efter EU’s beregningsmåde har i de senere år været ca. 1-2 procentpoint højere end den nationale opgørelse baseret på det korrigerede bruttoenergiforbrug.

Kommenter artiklen (5)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109