23948sdkhjf

Fokuser på de energitunge virksomheder

Når energiomkostningerne stiger, er de danske virksomheder blandt de mindst udsatte i EU. Men et bestemt segment af dansk erhvervsliv – nemlig de energitunge virksomheder – er udfordret af energiomkostningerne.
Det er konklusionerne i en ny rapport fra Dansk Energis analyseenhed, der præsenteres på en konference på Christiansborg i dag.

De virksomheder, der står for 93 procent af dansk erhvervslivs værditilvækst, er mindre udsatte over for voksende omkostninger til energi. Anderledes med de energitunge virksomheder, som står for 6,7 procent af erhvervslivets værditilvækst – de udfordres af stigende energiomkostninger.

Det er et lille udsnit af konklusionerne i Dansk Energis analyseenheds rapport, om hvilken betydning den danske energipolitik har for virksomhedernes konkurrenceevne, som Dansk Energi præsenterer på en konference om emnet på Christiansborg i dag.

- Vi anerkender fuldt ud, at et udsnit af de danske virksomheder er udfordrede af politisk bestemte ændringer i deres udgift til strøm. Derfor siger vi: Lad os tage hånd om dem, der har udfordringer og give dem en fokuseret lempelse. De energiintensive virksomheder skaber nemlig vigtig værdi og beskæftigelse i samfundet, siger Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi.

Lavere energiomkostninger end i vores nabolande
Analysen viser, at danske industrivirksomheders omkostninger til energi generelt udgør 1,5 procent af deres produktionsværdi – det er lavere end i nabolandene og i USA. Til sammenligning udgør lønomkostningerne 18 procent, hvilket til gengæld er højest blandt de undersøgte lande, viser analysen.

- Energiområdet danner et solidt fundament under virksomhedernes konkurrenceevne: Erhvervslivet har altid strøm i stikkontakterne, produktionen er særdeles energieffektiv, og erhvervslivets elpriser inklusiv betalingen til den grønne omstilling er konkurrencedygtig med de øvrige EU-lande, konstaterer Anders Stouge.

Udfordringen for de meget elforbrugende virksomheder er den stigende PSO, der er en national betaling for vedvarende energi.

- Udfordringen for mange energiintensive virksomheder skal tages alvorligt. Men der bør ikke opstå tvivl om hele energipolitikken, når en bestemt gruppe virksomheder er udfordret. Uanset om fremtidens energipolitik er grøn, gul, sort eller blå, skal der investeres. Vi skal betrygge og aflønne dem, som investerer. Prisen for den grønne omstilling hænger tæt sammen med graden af politisk usikkerhed. Derfor skal vi værne om stabiliteten i energipolitikken, siger Anders Stouge.

Dansk Energi har lavet et faktaark med konklusioner fra rapporten. Se arket her .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078