23948sdkhjf

Vismandsrapporten er en forbier

Det mener både Vindmølleindustrien og Danmarks Vindmølleforening, mens den borgerlige tænketank Cepos er enig i Det Mijøøkonomiske Råds konklusioner omkring dansk energipolitik.
Det Miljøøkonomiske Råd kom torsdag med sin rapport ’Økonomi og Miljø 2014’, der blandt andet ser på omkostningerne ved de danske mål for vedvarende energi.

I rapporten anbefaler rådet at Danmark sænker sit ambitionsniveau for andelen af vedvarende energi i 2020. Det skal blandt andet ske gennem afvikling af alle tilskud til vedvarende energi samt aflysning af de planlagte havvindmøller Kriegers Flak og Horn Rev 3. En anbefaling der ikke overraskende vækker harme i den danske vindmølleindustri.

- Alle energieksperter og politikere i Europa har for længst erkendt, at EU's CO2 kvotesystem ikke længere virker, og at EU landenes reduktion af drivhusgasser i de seneste år faktisk skyldes en kombination af den økonomiske afmatning og de etablerede målsætninger for VE-udbygning. Erkendelsen er stadig ikke nået til vismændene og kritikken af den danske energi- og klimapolitik fra den kant er efterhånden ligeså forudsigelig som unuanceret, lyder det fra direktør i Danmarks Vindmølleforening, Asbjørn Bjerre, som forsætter:

- Man kan ikke troværdigt lave en analyse af påvirkningen af konkurrenceevne og beskæftigelse uden at interessere sig for, at også vores nabolande er i gang med ambitiøse og omkostningskrævende klima-og energipolitikker. Men vismændene konkluderer ufortrødent, at Danmark har en ambitiøs og dyr klima- og energipolitik – fordi vi i 2020 måske vil opnå en højere andel af vedvarende energi end vores formelle EU mål.

Også i brancheorganisationen Vindmølleindustrien har man kun kritik tilovers for rådets anbefalinger.

- Vismandsrapporten rammer helt forbi og indeholder ikke essentielle beregninger for, hvad bl.a. vindenergi tilfører på jobsiden. Ser vi alene på de 1.500 MW, der skal opføres på havet frem mod 2020 vil opstillingen af disse medføre ca. 25.000 jobs, hvoraf størstedelen vil være danske, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Anbefalinger skader Danmarks omdømme
Vismændenes anbefaling om at stoppe udbygningen med vind, der i dag er den hurtigst voksende energikilde i Danmark, vil ifølge Jan Hylleberg være skadeligt for Danmarks internationale omdømme og dirigere investeringer udenom Danmark.

- Vi ved, at en række virksomheder viser stor interesse for at investere i den danske udbygning især på havet. Alene snakken om at ændre de danske 2020-målsætninger gør investorerne nervøse, og det materialiserer sig i, at priserne på parkerne stiger, siger han.

Cepos bakker op om rådets konklusioner
Mens den danske vindmølleindustri raser over rådets konklusioner, så møder Det Miljøøkonomiske råd imidlertid enighed fra den borgerlige tænketank Cepos.

- Det er en hård, men ikke uventet dom, vismændene fælder over dansk energipolitik. Den (red. energipolitiken) bør ændres radikalt, hvis de meget ambitiøse politiske mål om fossilfri energi skal kunne lade sig gøre. Men spørgsmålet er, om vi ikke er ved at være til vejs ende med den hidtidige måde at drive energipolitik på. Med den voksende erkendelse af udfordringerne, kan man håbe på, at vi er på vej til en billigere og mere effektiv energipolitik, lyder det fra analysechef i Cepos, Otto Brøns-Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14