23948sdkhjf

Nej til bindende VE-mål er en katastrofe

Det forventes, at Kommissionen i næste uge fremlægger et forslag til ny EU-energipolitik uden bindende mål for vedvarende energi i 2030. Kommissionens manglende opbakning til VE er en katastrofe for den grønne omstilling af Europa og den danske eksport, mener Vindmølleindustrien.
Uden et bindende mål for mængden af VE i 2030 vil udbygningen med vindmøller, solceller og andre nødvendige grønne teknologier blive stærkt begrænset. Dette er den klare besked fra Vindmølleindustriens adm. direktør Jan Hylleberg.

- Hvis ikke vi havde haft et mål om 20 pct. VE i 2020, som vi har i dag, ville energisektoren i EU være endnu sortere end den er i dag. Derfor er det bydende nødvendigt, at der er en målsætning for VE, da der på tværs af EU er behov for klare politiske ambitioner. Alt andet er uansvarlig energi- og klimapolitik.

Det er især fra store lande, herunder Storbritannien og Polen, at modstanden mod VE er stor, ligesom der også i store dele af den tunge europæiske industrisektor er modstand mod et fortsat europæisk grønt fokus.

- Det er ikke kun ude i Europa, at vi kan mærke modstanden mod VE. Også herhjemme bliver opgaven om at fremstå samlet og fælles om denne afgørende europæiske dagsorden umådelig svær, når f.eks. DI og Business Europe ikke kan støtte kravet om bindende VE-mål, påpeger Jan Hylleberg.

Usikker grund for danske virksomheder
Danmark er det førende land ikke bare i EU, men i verden når det kommer til indfasningen af vindenergi, som i dag er den billigste form for vedvarende energi. I 2013 var over 1/3 af danskernes el fra vindmøller og tallet vil med energiaftalen i 2020 være 50 pct. De unikke danske kompetencer har ledt til en stor eksport af danske vindenergiløsninger til EU-landene.

- Vi har i Danmark bevist, at det er muligt, at skabe et energisystem, hvor vindenergi bidrager væsentligt til forbruget. Det samme vil være muligt i EU og derfor er et nej til bindende VE-mål efter 2020 et voldsom slag for de danske eksportvirksomheder og betyder, at der vil være maksimal usikkerhed om de grønne investeringer i EU frem mod 2030. Alt i alt er det en sort dag for den danske grønne energieksport, påpeger Jan Hylleberg.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079