23948sdkhjf

Flere træpiller – mindre kul

Forbruget af træpiller til energiforsyning stiger fortsat. Det gælder ikke mindst i kraftværkerne, hvor træpillerne i stigende grad erstatter kul.
Dermed reduceres CO2-emissionen fra el- og varmeproduktion, når træet kommer fra skovbrug, der er bæredygtigt drevet.

Træpilleforbruget i Danmark er i dag på over 1,9 mio. ton, som langt overvejende er importeret - især fra Østeuropa. Det viser nye tal fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget af FORCE Technology for Energistyrelsen.

Der er gennem de sidste 10-15 år sket en meget stor udvikling i træpilleforbruget i Danmark, og træpiller er i dag et vigtigt energiprodukt, som dækker godt fire procent af landets energiforsyning. Markedet er veludviklet, og træpiller anvendes bredt i alt fra små kedler og ovne i private hjem og op til de helt store kraftvarmeværker. Tal for produktion, import og forbrug af træpiller er imidlertid ikke let tilgængelige, og Energistyrelsen har derfor siden 2001 gennemført en spørgeskemaundersøgelse for at forbedre dokumentationen af træpilleforbruget til styrelsens årlige energistatistik. Undersøgelsen er nu gennemført for sjette gang.

Femdobling på 11 år
Fra 2001 til 2012 er der sket en femdobling af det samlede danske træpilleforbrug, så det i 2012 var 1,9 mio. ton. Sammenlignet med den seneste undersøgelse fra 2010 er det især værkernes forbrug som stiger.

I 2012 blev der anvendt omkring 1,3 mio. ton træpiller i danske varmeværker og kraftvarmeværker. Derved blev der fortrængt næsten 1 mio. ton kul med tilhørende CO2-emission. Denne udvikling drives især af gunstige rammebetingelser i form af varmepriser, elpriser, CO2-kvoter og afgifter.

Træpiller til privat opvarmning med mindre kedelanlæg udgør ca. 0,5 mio. ton, og er ikke længere det største markedssegment. Forbruget varierer afhængigt af, hvor kold fyringssæsonen er, men markedet vokser stadig i takt med, at mange boligejere udskifter især oliefyr med træpiller.

Kun fem procent danske træpiller
Den danske produktion af træpiller udgør i dag kun omkring 5 procent af den samlede forsyning, og der er ikke umiddelbar udsigt til, at den indenlandske produktion kommer til at stige i de kommende år. Importen udgør således i dag netto over 1,8 mio. ton svarende til 95 procent af forbruget.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094