23948sdkhjf

Danmark skal gøre Mexico grønnere

Folketingets finansudvalg har godkendt en bevilling på 45 mio. kr. fra klimapuljen til aktiviteter inden for klima, energieffektivisering og vedvarende energi i Mexico.
Det dansk-mexicanske samarbejdsprogram skal understøtte en grøn omstilling i Mexico gennem en række aktiviteter inden for klima, energieffektivisering og vedvarende energi, hvor Danmark har styrkepositioner. Programmet, der indledes i begyndelsen af 2014, er baseret på et tæt samarbejde mellem Klima-, Energi- og Bygningsministeriet i Danmark og Miljøministeriet og Energiministeriet i Mexico.

Mexico er en vækstøkonomi og verdens 12. største udleder af drivhusgasser med et stort potentiale for at reducere CO2-udledningerne. Landet, der har ambitiøse mål på klima- og energiområdet, har efterspurgt danske erfaringer og ekspertise på områder, hvor Danmark gennem en mangeårig politisk indsats har særlige kompetencer og har opnået bemærkelsesværdige resultater i form af reduceret energiforbrug og CO2-udledning. Det gælder eksempelvis områderne energieffektivitet i bygninger og industri, planlægning på energi- og klimaområdet, fremme af vedvarende energi og øget integration af vedvarende energi i elsystemet. Det oplyser Energistyrelsen.

Partnerskaber mellem danske og mexicanske virksomheder
Mexico har udmeldt en CO2 reduktion på 30 procent i forhold til de ellers forventede udledninger i 2020, samt at 35 procent af el-produktionen skal komme fra ikke-fossile brændsler i 2024. Den danske støtte skal bistå de mexicanske klima- og energimyndigheder med at skabe forudsætningerne for landets omstilling til et lav-emissionssamfund. Samtidig åbner programmet mulighed for at understøtte partnerskaber mellem danske og mexicanske virksomheder og inddrage civilsamfundet.

Programmet er fagligt forankret i Energistyrelsens Low Carbon Transition Unit, som også leverer energifaglig bistand til Vietnam og Sydafrika samt en række tværgående aktiviteter.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078